alle os damer, der stirrer på vores eget ansigt på zoom





Tekst af Emilie Guldborg Andernsen | Visuel af Iben Gad & Emilie Guldborg Andersen | 20. maj 2020 | essay



Jeg videochatter som aldrig før lige for tiden. Jeg tager til forelæsning på Zoom, går til digitale møder og drikker kaffe med mine venner via FaceTime. Og det går op for mig, at mellem alle firkanterne i det virtuelle mødelokale er det mit eget ansigt, jeg bliver ved med at se på. Det er næsten umuligt at løsrive sig. Jeg kigger på min hud, på mit hår, jeg observerer lysindfaldet på min kind. Jeg tager mig selv i at nærstudere mine egne træk, som om jeg forberedte mit ansigt til en uspecificeret, men grundig inspektion. Indimellem fanger jeg endda mig selv i at posere.


Min kritiske selv-observation er ikke unik. Faktisk er den så almindelig, at Zoom har lavet en ”touch up”-feature, der giver brugernes display et blødere fokus og udglatter huden, så man kan fremstå glat og pletfri under sine video-opkald .*1


Selvfølgelig var jeg bekendt med mit ansigt, før jeg prøvede Zoom; jeg ser på det hver morgen i spejlet, og hver gang jeg passerer en butiksrude. Dog er det første gang, jeg har været konfronteret med det i timevis hver dag. Jeg plejer ikke at kunne se det, mens jeg snakker med mine venner eller koncentrerer mig under en forelæsning. Men det er netop den nye realitet for mange af os. Programmer som Zoom, Google Hangouts og FaceTime muliggør, at vi kan fortsætte vores hverdag hjemme foran computeren. En sideeffekt er, at vi praktisk talt tilbringer denne hverdag foran et spejl.





Effekterne af at spejle sig har været genstand for forskning indenfor psykologien. At bruge lang tid foran sit eget spejlbillede kan være en særdeles ubehagelig oplevelse – men det afhænger i høj grad af, hvilket kropsbillede den spejlende allerede har. Et eksempel er diagnosen Body Dysmorphic Disorder (BDD), som karakteriseres ved overdreven og hæmmende opmærksomhed på fysiske afvigelser, og deles af omkring 2% af befolkningen *2. For personer med diagnosen BDD kan dét at spejle sig være en paralyserende og smertefuld oplevelse *3. Det er ikke i sig selv stressende at spejle sig eller at se på sit eget ansigt under et Zoom-møde. Det kan dog have negative konsekvenser at fokusere på sit eget udseende, hvis man allerede har tendens til selv-kritik eller til at observere sin krop som et objekt, der skal evalueres. I vores vestlige samfund er den slags tendenser ikke reserveret til personer med en psykiatrisk diagnose – de er knyttet til det at eksistere som kvinde.


Feministisk objektiveringsteori peger på måder, hvorpå vores kultur reducerer den kvindelige krop til et seksuelt objekt adskilt fra kvinden selv. I denne kultur lærer kvinder at indoptage en observatørs perspektiv som det primære blik på deres fysiske selv *4. At blive en kvinde betyder dermed at blive en person, der konstant overvåger sin egen krop. Der findes et ord for det: selv-objektivering eller selv-genstandsliggørelse. Nyere forskning har ligeledes vist, at når kvinder tænker på deres egen fysiske fremtoning, fører det til øget selv-objektivering – det samme er ikke tilfældet hos mænd .*5 Desuden fører fokus på udseende hos kvinder til, at selvværd betinget af udseende får mere betydning – heller ikke dén effekt forekommer hos mænd.*6 Set i dette perspektiv kan man sige, at programmer som Zoom fodrer en praksis, der allerede er en del af min kulturelle opdragelse som kvinde: de giver mig i bogstavelig forstand mulighed for at se på mig selv med et ydre blik.


Som en person, der er opdraget som kvinde, midt i en verden der opfordrer kvinder til konstant kritisk overvågning af egen krop, er det altså ikke så underligt, at jeg ender med at være en smule mentalt udmattet efter en lang dag med virtuelle møder. Efter mange dage face-to-face med mig selv, kan jeg længes mod en romantisk fremtid uden spejle. En idyllisk æbleplukker-tid, hvor jeg mærker min krop indefra gennem brug; et sted hvor jeg kun skænker mit ansigt en tanke, hvis det pludselig klør på næsen.


For nuværende kan jeg bare gemme mit self view og trøste mig selv med den tanke, at der jo ikke er nogen andre, der kigger på mig. Alle har travlt med at se på sig selv – det har de da, har de ikke?






*1 Zoom: ”Touch up my appearance”, Help Center. (besøgt 19/5-2020).

*2 Psykiatrifonden: “Body Dysmorphic Disorder (BDD)”, Diagnoser. (besøgt 19/5-2020).

*3 Farrants, Jacqui & Joanna Silver 2016: “‘I Once Stared at Myself in the Mirror for Eleven Hours.’ Exploring mirror gazing in participants with body dysmorphic disorder”. Journal of Health Psychology, 21, nr. 11: 2647–2657.

*4 Fredrickson, Barbara L. & Tomi-Ann Roberts 1997: “Objectification Theory: Toward Understanding Women's Lived Experiences and Mental Health Risks”. Psychology of Women Quarterly, 21: 173-206.

*5 Moya-Garófano, Alba & Miguel Moya 2019: “Focusing on one’s own appearance leads to body shame in women but not men: The mediating role of body surveillance and appearance-contingent self-worth”. Body Image, 29: 58-64.

*6 Se 5.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle