EN SNAK OM RACISME M. TAREK HUSSEIN





Af Signe Ai Jing I søndag 12. maj 2019



Måske kender du følelsen; du går på gaden, solen skinner og pludselig hører du en råbe efter dig: skrid hjem hvor du kommer fra! Fucking kineser! Fucking jøde! Måske kender du det ikke.


En af de personer, der højt og tydeligt snakker om og kæmper imod den racisme, der findes i Danmark er debattør og forfatter, Tarek Hussein.


yellow bean tog i starten af året en snak med Tarek om Danmark og racisme. Om at skulle forstå hvad racisme er, både på et strukturelt og personligt plan. Findes den overhovedet og hvordan håndterer man racismen, når den skriger én i ansigtet, skubber til én på gaden og nægter én adgang til den lejlighed du er den første, der ringer om?





illustration: Fie Hald Amelung



Hvad tror du grunden er til, at du engang har tænkt, at der ikke fandtes strukturel racisme i Danmark?


Jeg tror det er en blanding af to ting: først og fremmest havde jeg ikke, indtil for nylig, oplevet racisme. Jeg havde ikke oplevet at blive råbt ad på gaden eller blive diskrimineret på job- og boligmarkedet. Den anden grund er, at mit udgangspunkt som mennesker er, at det ikke nytter at brokke sig over noget, man ikke kan gøre noget ved. Jeg tænkte, at selvom der findes diskrimination, så må man smide offermentaliteten over bord og fokusere på ting, man kan ændre. Hvilket jeg et langt stykke hen ad vejen stadig mener. Men jeg har fået en respekt for, at man nogle gange kan gøre alt perfekt. Gøre alt det, som samfundet kræver af dig, men på trods af det har du ikke de samme muligheder som andre, fordi der er nogle strukturelle mekanismer, der stiller dig anderledes, når du søger eksempelvis et job eller en lejlighed.


Så det er egentlig grundene til, at jeg ikke troede på, at racisme ikke er et ligeså stort problem, som nogle gjorde det til.


Tror du, man skal opleve racisme selv eller kende nogen, som kender det for at kunne opdage og anerkende det?


Godt spørgsmål, man kunne stille i forhold til andre ting som antisemitisme og homofobi. Nej, det tror jeg ikke nødvendigvis. Men jeg tror uden tvivl, at det gør en kæmpestor forskel, hvis du selv har været udsat for det. Derfor er det skide vigtigt, at hvis du oplever det derefter går ud og taler om det, så andre ved, at racisme findes derude. Ellers bliver det let for andre bare at affærdige det. Nogle med en anden etnisk baggrund end hvid dansker siger, at racisme ikke er et issue, fordi de ikke har oplevet det. Den mentalitet gik jeg selv rundt med.


Så nej, du skal ikke opleve det, men jeg tror det gør det lettere at kunne sætte sig ind i situationen.


Du skriver i et debatindlæg i Politiken fra 2014, at ”Brian-typen” gør racisme. I et andet debatindlæg fra 2018 skriver du, at racismen ikke har nogen geografi, alder eller klasse.

Hvilke indsigter har du gjort dig for at gå fra det ene til det andet?


Dengang jeg ikke selv havde oplevet racisme, var de historier jeg hørte om fra venner, bekendte og familie. Det var en typisk klassisk racisme, hvor man bliver råbt ad på gaden. Karikerede ”Brian-typer” vil skrive ting som ”skrid hjem din abe” og ”perker”.


Så havde jeg min første oplevelse med racisme selv. Det var på boligmarkedet, hvor jeg ikke kunne få en lejlighed pga. mit ikke-danskklingende navn. De folk, der begik racisme i den situation var folk fra middel- eller overklassen, som har egen bolig de vil udleje. Det er med andre ord mennesker som typisk har et godt og stabilt job og klarer sig godt generelt. Den type menneske som vi normalt vil betegne som tolerante og liberale. Dét brød med den stereotyp, jeg havde om hvad, der var racistisk, og hvem der kunne være det. Når jeg i det andet debatindlæg skriver, at racismen ikke har nogen geografi, alder og klasse er det fordi, at de folk, der råbte af mig, da jeg skrev indlægget var helt almindelige mennesker, der typisk også tilhørte den øvre middelklasse. Folk, der har deres på det tørre. Jeg tror, at det er let for folk, der ikke er en del af en minoritet at skubbe racismen fra sig. At sige: ”det er ikke os, det er folk i underklassen, der kunne finde på sådan noget. Vi er iiih så tolerante, og dét kunne vi aldrig finde på.


Racismen og diskrimination kan finde sted alle steder og når jeg oplever diskrimination i og uden for mine egne miljøer, så er den heller ikke bundet fast på uddannelse, social eller økonomisk status – det er den fuldstændig uafhængig af.


Hvis det ikke kommer af social status, hvor tror du så det kommer fra, når folk gør racistiske ting?


Jeg oplever ofte, at folk handler på deres impulser. Der er nogle underliggende fordomme og stereotyper, folk render rundt med, og som jeg så bliver udsat for. Derudover er det mit indtryk, at det er folk, der ikke har været i berøring med folk som ligner mig. Derfor har de heller ikke haft lejlighed til at få afkræftet fordomme. Jeg er nået frem til den konklusion, at jeg tror at vi alle har fordomme og stereotyper om hinanden – spørgsmålet er om vi får det afkræftet eller bekræftet.


Føler du, at du afkræfter de stereotyper, når du for eksempel konfronterer folk?


Det er en stor drivkraft at tage konflikten i alle de situationer, hvor jeg oplever racisme. Jeg gør det fordi, jeg gerne vil efterlade de mennesker, der har sagt eller gjort noget, med en følelse af skam, så de aldrig gør det igen. Og jeg gør det for min egen skyld. Konfronterer jeg, har jeg det ikke dårligt med, at jeg ikke fik sagt noget i situationen. Det har vist sig at betyde overraskende meget for mig, meget mere end jeg troede, så jeg er ekstrem opmærksom på at komme godt ud af situationen.


Hvilke overvejelser har du om at konfrontere folk? Hvordan gør man det, så folk faktisk tager det til overvejelse?


Det kommer an på situationen. Hvis du starter med at sige, at jeg er en abe, så har jeg ikke tænkt mig at tage en dialog med dig, så har jeg tænkt mig at udskamme dig. Men hvis du ”blot” render rundt med en fordom, om at alle sådan nogle som mig er kriminelle, så er det stadig en fordom, men der er plads til nuancer. I sådan en situation oplever jeg, at folk faktisk gerne vil oplyses, der er plads til en samtale og debat. Så min konfrontation afhænger rigtig meget af hvad udgangspunktet det er.


Har du et godt råd til de personer, der oplever racisme? Hvordan kan man i mødet med racisme lade være med at tage det ind og vende det til noget konstruktivt?


Jeg tror det er sindssygt vigtigt, at du tager konflikten, hvis du oplever racisme, om den er subtil eller ej. Så sørger du forhåbentligt for, at det samme ikke sker for en anden person, og du får det meget bedre selv. Det er også vigtigt, at du går ud og fortæller om dine oplevelser og oplyser folk. Ellers går folk med en forestilling om, at racisme er en ting kun få mennesker oplever, mens det i virkeligheden er langt flere end man tror. Det er langt hen ad vejen klassisk oplysning og vidensdeling.


Et godt råd til alle dem, der ikke risikerer at blive udsat for racisme? Hvad kan de gøre for at være allierede?


Uanset hvem du er, har du til opgave at være bevidst om de fordomme og stereotyper du har. Du skal anerkende, at uanset hvor tolerant og liberal du tænker du er, så har også du indbyggede fordomme. Dem skal vi alle anerkende – uanset om du er muslim eller en del af hvad vi kalder majoritetsdanmark. Det er et vigtigt og et godt sted at starte.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle