når majoritet og minoritet snakker sammen





Af Signe Ai Jing Rodkjær | 3. juni 2019



​I dagens Danmark er tilgængelighed et stort problem. Langt fra størstedelen af højskoler, institutioner og uddannelsessteder i Danmark er tilgængelige for folk i kørestol. Det samme gælder for caféer, barer og museer. yellow bean mødte i foråret én af de personer, som til daglig er påvirket af ringe tilgængelighed.

Nemlig foredragsholder, kandidat i pædagogisk sociologi og kørestolsbruger, Antoniett Vebel Pharao.





At finde reelle tal på hvor mange steder det er muligt at komme ind med kørestol, har været svært, men en tur rundt i Aarhus gader taler for sig selv. Når du ikke kan komme ind på de samme caféer, barer og museer som dine venner, usynliggøres du også i bybilledet. En stor gruppe af kørestolsbrugere usynliggøres og ekskluderes i dagens Danmark. Jeg møder Antoniett på et af ynglingsstederne i hjembyen, nemlig Aarhus Streetfood, til en snak om at tilhøre en minoritet, om hvorfor dialog er det stærkeste våben mod stereotyper, og hvorfor Tir Na Nóg er det bedste sted at drikke sin fyraftensøl. Hun søger som det første hen til pizzavognen og sikrer sig det sidste slice med champignon og trøffel. Jeg bestiller en flæskestegssandwich med en overflod af pickles, og vi bænker os ved langbordene.





Aarhus Streetfood



Hvad er din egen historie som minoritet?


Første gang jeg mærkede, at der var noget galt med min krop, var jeg ca. 11-12 år. På samme tid som jeg begyndte at bruge kørestol, arbejdede min far i en ungdomsklub i Bispehaven ved Gellerup. Her var der unge med og uden kriminel baggrund, og de fleste med anden etnisk baggrund end dansk.


Her mødte jeg første gang en minoritet, og det var første gang jeg følte, at nogen kunne relatere til dét at blive set anderledes på. Vi delte en forforståelse for hvad det vil sige at blive mødt med fordomme og dermed blive nedvurderet. Noget en hvid klassekammerat, pædagog eller lærer ikke delte med os, fordi de ikke oplevede det på egen krop. Vi gav hinanden udfordringer, og hjalp hinanden til at udvikle strategier til at begå sig, når folk mødte en med fordomme. Drengene var trætte af, at kvinder i Magasin var bange for dem. De skulle prøve at modbevise billedet på dem ved at holde døren for en kvinde og smile til hende. Det samme skulle jeg, når folk ignorerede mig.



Hvordan reagerer du, når folk behandler dig som en der kan mindre, og derfor skal passes på?


Jeg forklarer konstant folk, at de ikke skal behandle mig anderledes, fordi jeg sidder i kørestol. En klassisk hverdagssituation er i supermarkedet, hvor ekspedienten henvender sig til min hjælper frem for mig. Derfor instruerer jeg min hjælper i at tie stille eller gå, så ekspedienten bliver nødt til at kigge på mig, og så taler jeg bare med personen.


I byen kan folk finde på at klappe mig på hovedet. Så plejer jeg at sige: ”det behøver du ik’. Jeg har det fint.” Eller når folk siger til mig, at det er dejligt at se jeg er kommet ud, svarer jeg med humor. ”Det er også dejligt, at se, at du er kommet ud”. Det lyder åndssvagt, men der er en lang række strategier, man kan bruge til at blive behandlet normalt.

Humor er én af dem.





Rampe ved Den Rustikke



Er det ikke pissehårdt at gøre hver gang?


Jo, uanset om du bruger humor eller ej, så kan en kommentar ramme hårdt. Jeg tænker tit, hvorfor vi skal deale med det her lort. Problemet er, at alternativet er at holde kæft og ignorere kommentaren, og dét stopper det ikke af. Vi skal insistere på at tale fordommene ihjel.


Hvis jeg gentager nok gange, at når jeg tager i byen hver lørdag afhænger det af min personlighed og ikke mit handicap, så vil jeg måske til sidst bryde med den stereotyp, om at handicappede bare sidder derhjemme, og aldrig kommer ud.


Når det er sagt, så er det også okay at være træt som minoritet. Det vigtige er blot, at vi er nogle minoritetsaktivister, der taler og tager kampene, når vi har overskuddet. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det, når jeg har overskuddet?



Kan man så godt sætte en personlig grænse som minoritet uden at skade ”den større sag”?


Ja, det kan man godt. Jeg har lavet foredrag siden jeg var 18 år, og derved lært at sætte en grænse. Jeg får spørgsmål om, hvordan jeg får tøj på, om jeg går i bad og om jeg kan have sex. De spørgsmål kan jeg sagtens svare på, uden at jeg behøver at gøre rede for hvordan jeg går i bad, eller hvordan jeg har sex.


Men de spørgsmål kan være vildt grænseoverskridende for nogle. Derfor kan man spørge sig selv: har jeg virkelig brug for den her information jeg vil spørge om? Vil jeg selv have lyst til at svare på det spørgsmål? Er svaret nej, så lad vær’ med at spørge og søg information andetsteds. Eksempelvis hos minoritetsaktivister og ambassadører som mig, i stedet for en du møder på gaden.





Hvorfor er dialogen vigtig for forståelsen på tværs af grupper, privilegier og positioner?


Vi bliver nødt til at gøre det irrelevant, hvilken hudfarve, handicap, kønsidentitet, religion og seksuel orientering etc. man har. Og dét gøres ved at få folk til at forstå, at der er en personlighed bag ved hudfarven og bag ved kørestolen.


Når minoriteter går sammen, og når minoriteters oplevelser er i fokus, får folk forståelse. Dialogen minoritet og majoritet imellem er vigtig, fordi majoriteten aldrig må blive bange for at handle forkert eller sige noget forkert. Det er almenmenneskeligt at undre sig, og til mine foredrag er spørgsmålene de samme uanset om det er et barn eller en voksen, der stiller det. Nogle gange spørger majoriteten ud af en reel interesse, og derfor er det vigtigt ikke at kvæle nysgerrigheden i korrekthed eller høflighed.



Er det udelukkende minoritetens ansvar at nedbryde alle de her stereotyper?


Nej, det er det ikke. Det burde være alles ansvar: majoritetens og minoritetens.


Lovgivning, der beskytter minoriteter mod diskrimination, er én ting, en anden er hvad folk tænker i det hverdagsnære. De fordomme tror jeg vitterligt kun man kan nedbryde ved at mødes majoritet og minoritet imellem.


For minoriteten handler det om at få majoriteten til at være med os, men derfor bliver vi nødt til at vise hvordan. Når minoriteten giver ansigt til fortællingerne giver vi også majoriteten nogle redskaber til hvordan de kan være med sammen med minoriteten.


Majoriteten har et ansvar for at stå på mål. De skal også advokere for, at personer med fysisk funktionsnedsættelse også kan gå i byen, og at det er okay at være homoseksuel og religiøs på samme tid.


Gellerupdrengene og jeg snakker om, hvordan vi er mange mennesker, der bliver set ned på, på baggrund af vores minoritet. Det kan vi sammen gøre noget ved.





alle fotos: Signe Ai Jing Rodkjær



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle