festlig og følsom afslutning på eastsiders





Af Signe Ai Jing | 6. december 2019 | beets anbefaler



Douglas prøver brudekjoler med bobler i hånden, Thom har møde med sin forlægger og Ian og Hillary venter sig!.. måske.

I fjerde og sidste sæson af tv-serien Eastsiders, der netop har haft præmiere på Netflix, møder vi personerne næsten hvor vi måtte slippe dem sidst. Det er et gensyn med drømme, livskriser, kærlighed og fest som vi igennem tre sæsoner har fuldt med i. Og det er præcis ligeså følsomt, farverigt og festligt som serien fortjener.


Eastsiders første sæson havde præmiere på YouTube i 2012 og er skabt og produceret af real-life parret, Kit Williamson og John Halbach, der begge har en rolle i serien. Denne gang er der flere penge i projektet. Billederne og replikkerne er skarpere, og tempoet højere. En nødvendighed, når forholdsvis mange personer og storylines til 30 minutters afsnit skal fortsættes og afsluttes.





Billede fra serien, sæson 4, episode 2



Serien drejer sig om parret Thom og Cal og deres drømme, forelskelser og skænderier. Vi møder deres venner, blandt andet Quincy og Douglas, Jeremy, Ian og Hillary, som vi følger individuelt og sammen. Serien består fra start til slut af et broget cast, der er queer, ikke-hvide og heteroseksuelle. Dét er fantastisk dejligt at følge med i, især når homoseksuelle faktisk skildres som rigtige personer. Williamson har selv sagt det i interviews: “I also wanted to create the kind of LGBT series that TV networks refuse to, one where the main characters were not only gay, but flawed, complex individuals trying to navigate their messy lives, just like their straight friends”.


Det vellykket og på den måde tager Eastsiders sine karakterer seriøst. Den spiller på stereotyper, men ikke i højere grad end at nuancerne er med. Det er underholdning og politik i ét. Mens de sidste tre sæsoner var fyldt med politiske hentydninger (om frygten for at møde homofober i sæson tre, og om feticheringen af asiatiske kvinder i sæson 1) er der skruet op for mere direkte samtale om politiske emner i denne sæson.


Og dét fungerer, fordi et genialt træk ved manuskriptet er, at ingen af karaktererne eller situationerne er hellige. Minoriteter er personer, og personer kan have fordomme, men det bliver ikke problematisk i serien, fordi den i samme bevægelse formår at skyde fordomme ned eller trækker det absurde frem. Som da Douglas i en samtale med Cal kommenterer på appropriationen af sprog brugt i queer miljøer, mens han i samme vending selv approprierer det, eller da Thom fejer Cals mors opfordringer til at adoptere et barn fra Kina væk som ”deeply problematic”, og serien og livet fortsætter.


Ingen er hellige – heller ikke i virkeligheden.


Fjerde sæson gør det godt. Den wrapper up, og den gør det effektivt uden man som seer føler sig snydt for svar. Og selvom jeg er ærgerlig over ikke at se Constance Wu tilbage i rollen som vennen, Kathy er det skønt at følge alle de andre personer, der er viklet godt og grundigt ind i hinandens liv.


Eastsiders er brændende relaterbart, uanset hvem du er. Vi græder, når kærester går, kommer til at tage et glas for meget på en hverdag, fryser efter et par time udenfor i en park og har komplekser med fremtidige drømme. Det er venskaber, kærlighed og hårde følelser, det er queer og det er happy ending.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle