indvandrerdebat uden landegrænser





Af Freja Meiltoft Ovesen | 8. november 2019 | beets anbefaler



Et lysglimt i havet bringer pludselig en gruppe mennesker til havoverfladen, hvorfra de bliver reddet i land af en gruppe unge. Hverken de unge eller politiet kan finde sprogligt fodfæste med dem. De taler en slags gammelnorsk, konstaterer Sveinbjørn, der kortvarigt kommer ind for at hjælpe politiet med at identificere personerne.


HBO’s første norske TV-serie lægger sig skarpt mellem krimi og samfundssatire, og er både en underholdende og aktuel serie til en weekend under dynen. I ’Beforeigners’ dukker mennesker fra fortiden pludselig op gennem en tidsportal i vandet ud fra Oslos operahus. Folk fra stenalderen, vikingetiden og 1800-tallet bliver ved med at strømme til, og man følger byens udfordringer med at få dem integreret i nutiden





illustration: Emil Bertelsen



Problematikkerne skildres med en stor portion humor, og den satiriske tilgang til samfundsdebatten kommer mere i fokus end kriminalsagen, serien også bevæger sig omkring. Vi følger den bløde betjent fra nutiden, Lars (Nicolai Cleve Broch), og hans nye kollega Alfhildr (Ágústa Eva Erlendsdóttir), som er tidligere skjoldmø – ung krigerinde fra vikingetiden.


Afhildr er mest af alt blevet ansat som en del af en PR-strategi, der skal få politiet til at se mere inkluderende og mangfoldige ud for befolkningen. Vi ser hende kæmpe for sin ret til at være på den nye arbejdsplads på trods af hendes mange kompetencer, mens Lars, der døjer med et stofmisbrug, går fuldstændig under radaren.


Serien sætter fokus på, hvordan minoriteter bliver behandlet, og hvordan vi håndterer hinandens forskelligheder. De nytilkommende nordmænd kaldes ’fremvandrere’ og er en tydelig kommentar til indvandrerdebatten. En debat, der ofte kommer til at handle om nationalitet, religion og hudfarve – langt de fleste af disse faktorer er skrabet væk i denne serie, og tilbage står spørgsmålet om, hvordan vi mødes på tværs af kulturforskelle. Serien sætter spørgsmålstegn ved, hvor grænsen mellem ’os’ og ’dem’ går i en debat, der ofte bliver meget ensidig.


’Beforeigners’ er skrevet af Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin og de seks afsnit af første sæson kan ses på HBO Nordic.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle