EVERYWHERE IS WAR





Af Signe Ai Jing | 27. marts 2020 | beets



Måske har du hørt om Sinead O'Connor. Måske har du hørt, hvordan den irske sanger i 1992 på SNLs store scene flettede et vers ind om seksuelt misbrug af børn i en coverversion af Bob Marleys War, mens hun rev et foto af paven itu.

fight the real enemy

Altsammen et årti før de første historier om pædofili i den katolske kirke begyndte at cirkulere.


Sinead har spillet en god del af soundtracket til mine teenageår, og i dag vil jeg fremhæve et klip, hvor hun skal spille ca. to uger efter den optræden, som skriver hende ret permanent ud af musikindustriens finere kredse.


I anledning af Bob Dylan 30 års jubilæum skal hun deltage i en tribute koncert på Madison Square Garden, men når aldrig til at spille, fordi hun bues ud af publikum (de stemmer, der bakker op kan være svære at høre)

Istedet stopper hun musikken, kigger måske trodsigt måske ærgerligt på publikum, giver dem sin motivation for ikke at holde kæft eller bøje sig to be likeable og bryder sammen bagerst på scenen.



Den optræden taler direkte ind i solidariteten.

Den rammer alt det der er svært ved at blive nødt til at blive ved med at råbe højt – fordi man selv er en minoritet eller fordi at andre er det.

Sinead O’Connor rammer det at turde bruge sin ytringsfrihed til rent faktisk at sparke opad.

At tage konsekvenserne, de økonomiske, de karrieremæssige og de personlige.

At blive nødt til at bryde sammen på et tidspunkt.


Og at have et bagland, der støtter dig.

Hvis du - som jeg - er igang med de store følelser er det også anbefalelsværdigt at give manden på scenen, Kris Kristoffersens Sister Sinead et lyt.

Det er det fineste skulderklap.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle