Glenn bech



Af Emilie Morgan H | 17. november 2019 | beets



Glenn Bech

Bor på Nørrebro

Uddannet fra Forfatterskolen 2019

Cand.psych. fra Aarhus Universitet 2017









I dialog med Gyldendal om udgivelsen af hans debutbog ”Fra Glenn, på vegne af far, til mor, Glenn og René og fra Glenn, på vegne af mor, Glenn og René, til far”


Bogen kredser om selvmordet af en far. Indtoget af en voldsmand i farens sted. At have oplevet sin mor blive voldtaget. Næsten at være blevet tvangsfjernet. Søskendekærlighed, ansvar og afmagt. Om at vokse op. Horsens og homoseksualitet. Hvordan alt det erindres.



Er der nogle øjeblikke i dit liv hvor du har følt at du har brudt med nogle normer?

”Hele mit liv har jeg været anderledes, jeg har ikke kunne spejle mig i nogen. Født i Horsens og vokset op der. Jeg kommer til at tænke på familiefødselsdage, det der med, at man sidder rundt om bordet og håber, at der er et eller andet dér, man kan holde ud at være sammen med… Men selv når jeg går på gaden nu, hvis jeg lige har noget andet tøj på, så bliver jeg tit fejlfortolket for at være en pige. Det skaber en masse skøre øjeblikke, når jeg bevæger mig rundt. Det har også været anledning til en voldelig oplevelse en gang. Det var på Christiania, hvor jeg var taget ud en sommeraften med Nicholas (Glenns kæreste red.) hvor vi sad nede ved søerne, så var der en gruppe drenge, der sad i en halvcirkel bag os, og jeg sad med ryggen til. De lavede sjov med ”gad vide om det er en dreng eller en pige”. En af dem sagde ”hvis dét der ikke er en pige, og jeg så var min onkel, så ville jeg smadre ham.” De begyndte altså at true med vold. Da jeg så rejste mig op og henvendte mig til dem, og de kunne høre, at jeg har en dyb stemme, så begyndte de at flække af grin og true… og vi skred faktisk fra stedet.”





”Når jeg slapper meget af, så er jeg ret feminin. Jeg har opdaget, at det muliggør den side af mig. Jeg spiller fodbold med Pan Idræt, og det er ret macho. Der er 80% af mig, der synes at det er hårdt, og hvor jeg overvejer, om jeg skal blive ved med at være der. Men der er også en side af mig, der godt kan lide at skubbe til andre under ordnede forhold. Jeg kommer også nede i S-rummet (Kontorfælleskab red.), og der er folk meget betænksomme, man snakker stille og roligt til hinanden, afbryder ikke og spørger bagefter om du er okay. Det er helt modsat af, hvad jeg er opdraget med fra Horsens af. Men jeg har altid savnet det, så jeg synes, det er så fedt. Samtidig, hvis jeg opholder mig i sådan et rum for lang tid, kan jeg savne en side af mig, som er mere direkte.”





Hvordan bruger du kunsten i dit liv?

”Koblingen mellem mig og kunst er en kombination af at være anderledes og at have fået denne skæbne med at skulle fortælle den her historie, så jeg kan komme videre med mit liv. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg skal skrive flere bøger end den her. Det her med at kalde sig selv for kunstner… det er for mig noget, man bliver. Det er hårdt arbejde for mig. Det er ikke den her gammeldags fortolkning med, at man er rørt af gud og så kan man se noget, andre ikke kan se. Det er latterligt, synes jeg. Man kan arbejde hårdt og så kan man finpudse sin intuition. Lige pludselig kan man træffe nogle valg i teksten, som man ikke kan redegøre for at man tog, men som bare virker – fordi man har arbejdet så meget med det. Men man tænker i skrift til sidst. Skriften passer mig godt som kunstform, fordi processen er ensom, helt konkret alene, og det har passet meget bedre til mig end at skulle være performativ for eksempel. I musik er man også afhængig af alle mulige andre mennesker. Det passer mig godt at kunne forsvinde ind i teksten i lang tid ad gangen og bare være ensom.”





Alle fotos af Emilie Morgan H



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle