3 nyhedstips: hvem skaber dit verdensbillede?





Af Freja Meiltoft Ovesen | 10. januar 2020 | beets



Jeg bruger i gennemsnit min telefon 3 timer og 23 minutter om dagen. Det er pinligt at indrømme, men jeg bruger den også til mange forskellige ting. Jeg får for eksempel alle mine nyheder gennem min telefon. På den måde minder jeg meget om den generation af unge, jeg er en del af. Ikke mange ser TV-avisen rituelt hver aften, og ikke mange har råd til at holde avis. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at have telefonen som sin primære nyhedskilde – tværtimod giver den mulighed for et mere varieret medieforbrug end vi har haft førhen. Så længe man altså har den kritiske sans med i sin læsning.





Foto: Emil Bertelsen



Facebook og Google har algoritmer, der hurtigt kan fylde dit nyhedsfeed op med unødvendige sensationer og clickbaits, der afspejler en halv virkelighed. Det genererer vrede kommentarer og mange reaktioner, og er en god forretning for dem. Men det afspejler ikke altid den virkelighed, der finder sted uden for internettet. Nogle stopper med at følge vigtige nyheder, fordi de mister modet. Det er forståeligt, men ikke en holdbar løsning. Andre tager internetkriger-uniformen på og opildner debatter yderligere og ofte unødigt. Den her del er ret uforståelig for mig, der har forholdt mig relativt passiv på Facebook siden 2009, og er heller ikke en god løsning for den saglige debat.


Til gengæld er der mange ting, vi selv kan gøre for at tage kontrollen over vores verdensbillede tilbage, når vi bliver mere bevidste om vores nyhedsforbrug. Jeg er ikke ekspert, men en bevidst forbruger øver jeg mig hver dag i at være, og hermed får I mine tips til redningsveste i nyhedsoverfloden.


Nyhedstip #1: Zetland Helikopter

Mange af mine venner og bekendte er nok trætte af at høre mig anbefale Zetland. Men mediet er i min optik usammenligneligt med noget andet, og meget vigtigt for dansk nyhedsdækning. Som journaliststuderende giver Zetland mig et håb for en arbejdsmæssig fremtid, hvor jeg ikke behøver at være bundet til at spytte nyheder ud hurtigere end de når at finde sted. Men nok om mig – min anbefaling går særligt på Zetlands daglige nyhedsoverblik ’Helikopter’. Her kan man mandag til fredag lytte til (eller læse) omkring 15 minutters nyheder hver dag, og samtidig være oplyst om stort set alt man behøver. Man får én nyhed per udsendelse, men til gengæld bliver man sat ind i nyhedens kontekst og udvikling, så man får et større billede af den reelle hændelse. Zetland har flere principper bag deres journalistik, der blandt andet handler om at se sammenhænge frem for sensationer, ikke at bidrage til informationsoverfloden og bekæmpe kynismen i nyhedsformidling. De ting har været vigtige for mit valg af nyhedskanal.


Nyhedstip #2: Verdens Bedste Nyheder

Hvis man hører til den del af befolkningen, der i modløshed har skruet ned for sit nyhedsindtag, er Verdens Bedste Nyheder et godt medie at tvinge ind i sin algoritme. Mange medier skriver om katastrofer, men glemmer at skrive om fremgang og løsninger. Verdens Bedste Nyheder gør op med det ved at skrive om alle de positive vendepunkter, der også er rundt omkring i verden. De er et godt tillæg til ens nyhedsdækning, der trods alt kan gøre en mere optimistisk på klodens vegne. Det går faktisk ikke altid så dårligt som vi tror. Mit foretrukne sociale medie er Instagram, så jeg får verdens bedste nyheder ved at følge dem derinde. De udkommer også på papir en gang om året og på deres hjemmeside


Nyhedstip #3: Tjek ind med public service

Jeg vil aldrig underkende betydningen af de etablerede medier, og derfor vil jeg også pege på, at man husker at tjekke ind hos især public service-kanalerne. Selv er jeg glad for DR’s app DR Nyheder, hvor man kan få et hurtigt overblik over dagens vigtigste emner. Man kan selv indstille notifikationerne, så man enten får de vigtigste nyheder eller nyheder om bestemte emner, der interesserer en særligt. Jeg får for eksempel notifikationer, når der er breaking news eller tophistorier fra DR. Lige nu får jeg også besked, når der er nyt om USA's mord på den iranske topgeneral, naturbrandene i Australien og klimaforandringerne generelt. Man kan også vælge at få sportsnyheder, notifikationer om ulve i Danmark eller mange andre ting, man selv kan vælge til og fra.


Mit nyhedsforbrug er selvfølgelig hverken perfekt eller noget idealbillede. Jeg ønsker bare at slå et slag for, at det ikke nødvendigvis er en farlig udvikling, at vi får vores nyheder gennem telefonen. Vi skal bare tage kontrollen over den selv, så vi ikke ukritisk køber ind på det billede af verden, der høster flest likes eller vrede kommentarer.


Hvis man er interesseret i at blive en mere kritisk forbruger på de sociale medier, vil jeg også anbefale et essay (link: https://yellowbean.dk/essay-hvem-flger-du-pa-insta.html) af min kollega her på bønnen, Signe Ai Jing Rodkjær, om hvad man selv kan gøre for at få en bredere repræsentation i sit feed.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle