SKRÆDDERSTILLINGSAKTIVISME - ANBEFALING AF HEADSPACE





Tekst af Clara Berg-Jensen | Illustration af Tidsel van Wittig | 17. april 2020 | yellow beets anbefaler



Jeg sniger mig ind på værelset, tager høretelefoner på, tænder et stearinlys, sænker skuldrene, tager en dyb indånding. Noget ved det jeg skal til nu føles hemmeligt og lidt pinligt. Du tror måske, at du skal til at høre om hvordan jeg bruger tid på at onanere, men det må blive en anden gang. Min private og hemmelige praksis foregår nemlig nogle etager højere oppe - i hovedet. 


Jeg har nemlig fået en virtuel ven. Jeg ved ikke hvad han hedder, men han snakker til mig i mindst 15 minutter hver dag. Belejligt i disse virtuelle tider skulle man tænke, men det er ikke desto mindre en virtuel stemme jeg både har tyet til før og vil holde fast i efter coronaen. En simpel stemme som gør en forskel. 





Min anbefaling er meditationsappen "Headspace", som under coronaen har flere gratis meditationer end normalt. Det er denne ven jeg vil anbefale dig også at tage fat i og gå på opdagelse med. Det kræver at du tør give dig hen, give dig tid og give kærlighed tilbage til dig. 


Stemmen, der efterhånden er min trygge partner, guider mig dagligt og troligt igennem den ene meditation efter den anden. Den hjælper mig til at finde ro, acceptere situationens tilstand og ikke mindst være taknemmelig for hvad jeg har. Situationen vi står i nu, er bestemt ikke rar. Vi er udfordrede som mennesker og som samfund. Men tiden giver os mulighed for at bryde med en struktur og en norm, som har hyldet stress og jag, undertrykkelse af natur og spidse albuer. Meditationen vil et modsatte. Den vil taknemligheden, ydmygheden og omsorgen. Du bryder med normen og er hverdagsaktivist, når du folder benene, sætter dig til rette, vender blikket indad og tager dig tid. 


I en tid fuld af tumult, bekymring for fremtiden, omstilling og kontroltab håber jeg du vil give meditationen en chance. Den kan hjælpe os igennem og styrke vores kærlighed til os selv, vores medmennesker og naturen. 



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle