DOMMEDAG NU!





Af Mads Thunestvedt | 21. december 2019 | beets anbefaler



Snurrende helikoptere bevæger sig intensiverende fra højre til venstre side af lærredet, mens den ikoniske intro med The Doors ’The End’ kryber sig med afsted med langsomt guitarspil mod dommedag eller enden på verden, som vi kender den. Dette er billederne, der bliver dannet på ens nethinde efter man har set finale versionen af Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’. At filmen starter ved at insinuere dommedag, giver dog først rigtig mening, når man igennem de 182 minutter bliver vist hvordan helvede ikke er et abstrakt religiøst begreb, men en situation menneskeheden igen og igen placerer sig selv i.


Filmen, der er bygget på Joseph Conrads roman Mørkets Hjerte, men foregår under Vietnamkrigen, tager nemlig en som gidsel til et portræt af krigens rædsler. Den viser det komplette vanvid, det er at udstyre mennesker med våben, magt og en tro på ideologisk overlegenhed. Som i Conrads roman udspiller scenerne sig på en flod, hvor hovedpersonerne stille og roligt i deres stærkt bevæbnede militærbåd driver med stigende uundgåelighed mod død og ødelæggelse. Helikoptere der brænder, skeletter der hænger ned fra junglens grene og den totale usikkerhed om hvor og hvornår ’fjenden’ slår til. Det er netop dette psykologiske aspekt der driver handlingen. Den totale usikkerhed om krigens formål, dens ideologiske baggrund og hvordan og hvorfor et land som USA kan forsvare massive ødelæggelser af natur og menneskeliv.





Foto: Mads Thunestvedt



Vietnam er den oplyste krig

Derfor virker filmen også som en kommentar til krig som et politisk middel, og man vil uden tvivl kunne lave samme sindsoprivende film i en nutidig kontekst i lande som Afghanistan eller Irak, hvor vestlige soldater har trukket blodrøde spor med sig. Men til forskel fra Vietnamkrigen, der er blevet stærkt portrætteret i form af prisvindende film, som Deer Hunter, Platoon og Full Metal Jacket og fotografier som ’Napalmpigen’ og ’Henrettelsen af en Vietcong Soldat’, mangler vi billedrepræsentation af de mellemøstlige interventioner i 00’erne, der på samme vis dokumenterer de psykologiske mekanismer krig til hver en tid er. Fx er filmens portræt af den purunge marine soldat Tyrone ’Clean’ Miller, spillet af Laurence Fishbourne, et indblik i den ligegyldighed et land viser overfor menneskeliv, når man sender et 17årigt rastløst menneske i krig. Samtidigt er det et unikt portræt af den distancering soldater får til virkeligheden, når de får license to kill. Det var også stemningen på en af de få film om Afghanistan, dokumentaren Armadillo, viste: at man som soldat bliver nød til at distancere og distrahere sig fra krigens virkelighed. På den måde udspiller krigen sig både som virkelighed og som en film, der er i gang med at blive optaget.


Aaaaaaand Action

Denne distancering kommenterer ’Apocalypse Now’ også på, da man i en af filmens tidlige scener lader et kamerahold følge tæppebombningen af en vietnamesisk strand, og med ét gør soldaterne til potentielle filmstjerner, der redder det patriotiske og kapitalistiske USA og finder tid til at surfe i vandkanten, mens bomberne regner ned over dem. Det er denne spændstige cocktail af enorme fysiske rædsler og den fuldstændige følelsesmæssige og psykologiske afmægtighed og afkobling fra de amerikanske soldater, som får filmen til at virke som et 3 timer langt stillbillede på magtmisbrug på aller højeste plan.


Og som filmen starter med snurrende helikoptere og Jim Morrisons dovne stemme, der synger ”this is the end”, varsler slutningen, at dommedagen kommer når den frie vilje bliver til ukritisk massepsykose med manglende evner til at se sit lands, sin leders eller sin egen rolle med kritiske briller på. Det er måske i dette lys at vi skal forstå dommedagen.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle