der findes flere end to slags mennesker





Af Molly Gerlow Tornbjerg | 4. november 2019 | Essay



Så snart vi har fået tildelt et køn ved fødslen, bliver der skabt nogle forventninger til, hvordan vi skal være. Er du en dreng skal du helst lege vildt, gå med bukser (absolut ikke kjole!), være sej, stærk, selvstændig og modig, men du må ikke græde. Er du en pige, skal du lege med dukker, gå i kjoler, have langt hår, vise hensyn og se sød og ’yndig’ ud. Vi lærer altså børn, at der er to måder, man må være og se ud på i denne verden. Dette kan måske få nogen til at tænke ”Og hvad så? Hvad er problemet?” Problemet er, at disse forestillinger og forventninger ikke giver børn plads til at kunne udfolde sig, som de har lyst til.





foto: Iben Gad



Børn er åbne og fordomsfrie

Giver man børn frie tøjler, så slipper de fantasien løs. Men voksne – forældre såvel som pædagoger og lærere – som ikke er opmærksomme på deres egne forestillinger om køn, videregiver disse forestillinger til børnene. Især i daginstitutioner bliver vi ofte opdelt i køn, hvilket fungerer som en strategi for at undgå kaos. Men når vi, for eksempel via leg, lærer børn, at drenge leger vildt ude i sandkassen og piger leger stille og roligt med dukker, så reproducerer vi nogle forestillinger om, hvordan man performer henholdsvis det ene og det andet køn. På samme tid fremmedgør det, at der kan findes noget uden for de to kønsopfattelser. Det kalder man også en binær kønsopfattelse.


I DR2-dokumentaren ”Uden Køn” (2013) udfordrer en kønsforsker disse binære opfattelser af køn i en tilfældig børnehave. Her bliver pædagogernes syn på køn sat på prøve, og nogen omfavner det bedre end andre. En af pædagogerne kaster sig ud i at eksperimentere med, hvordan en gruppe af drenge i institutioner udfolder sig, når de, i et rum uden piger, får muligheden for at tage kjoler og neglelak på og danse rundt. Pædagogen opdager, hvor åbne og omfavnende drengene er overfor det rum, hun skaber for dem. Drengene ser ud til at nyde at få neglelak på og danse rundt i kjoler. Og pædagogen reflekterer efterfølgende til kameraet over, hvordan hun selv har været med til at fastholde drengene i nogle stereotype forestillinger om køn.


Todelt kønsopfattelse er et vestligt påfund

Vi er nødt til at forstå, hvor den todelte kønsopfattelse kommer fra, for at forstå, hvordan den påvirker os i dag. Som Astrid Johansen skriver i et debatindlæg: To-kønssystemet er ikke ’naturligt’. Det er den herskende vestlige identitetspolitik” (2019):


De fleste har lært i skolen, at racebegrebet blev brugt politisk i kolonitiden med konsekvenser, der rækker helt frem til i dag. Det binære racesystem, hvor man skelner mellem hvide og sorte, blev opfundet i det 17. århundrede og var afgørende for at legitimere slavehandlen. Det binære kønssystem blev ligeledes brugt til at kolonisere andre folk og deres kulturer.


For at kunne forholde sig kritisk til de binære opfattelser i vores samfund samt ændre på dem, så de bliver mere rummelige, er man nødt til at forstå, hvor de kommer fra. For på grund af den fortrængte fortid med kolonisering, som vi har i den vestlige verden og særligt i Danmark, kan vi ikke komme udenom, at forestillingerne stadig fungerer indsnævrende og undertrykkende den dag i dag. Og at de desuden bliver ved med at fungere sådan i fremtiden, hvis ikke vi ændrer på det som samfund.


Desuden har vores todelte kønsopfattelse skabt nogle argumenter, som fungerer som forsvarsmekanismer for ikke at indse, hvilken skade de gør. For eksempel har vi som samfund en lang historie med en tendens til at bruge et ”boys will be boys” argument, som retfærdiggør en forestilling om, at drenge skal ”tage sig sammen” i stedet for at må være sårbare og græde, når de er kede af det. Det kan give utilpassede drenge, som lærer, at det er godt at undertrykke sine følelser. En hurtig google-søgning viser, at tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord. Det tyder på, at vi via kategorien ’mand’ har en opfattelse af, at sårbarhed er en svaghed, hvilket gør, at færre mænd føler sig tilpas i at dele deres følelser med andre. Argumentet bliver også ofte brugt til at retfærdiggøre, hvis drenge opfører sig voldeligt eller hensynsløst. Som om, at drenge ikke kan gøre for det, alene ”fordi de er drenge”. Denne form for maskulinitetsopfattelse kaldes også hegemonisk/toksisk (herskende/giftig) maskulinitet. Dermed ikke sagt, at alt, hvad der defineres som maskulint er giftigt, men at vi som samfund har en form for maskulinitet, som kommer til udtryk på flere forskellige måder, og som fungerer følelsesregulerende og undertrykkende.


Seksualiteter ligger også under for den todelte kønsopfattelse. Der bliver meget tidligt pålagt børn, at de igennem leg ”er kærester” dreng og pige imellem eller igennem ”mor, far og børn”-legen. Her serverer vi et verdenssyn, hvor seksualitet og kærlighed kun kan eksistere mellem kategorien ’dreng’ og ’pige’, og at det er det ideelle rum at skabe en familie indenfor. Det giver en opfattelse af, at drenge kun kan være venner drenge imellem og det samme gør sig gældende for piger. Det normative bliver altså heteroseksualiteten, hvilket vil sige, at alle andre seksualiteter er ”anderledes” og måske i nogles øjne ”forkerte”.


Ingen identifikation er forkert

Det er ikke forkert at identificere sig indenfor de binære rammer ”mand/kvinde”. Men jo mere vi giver os selv og hinanden lov til at lege med forskellige kønsudtryk, desto større et rum skaber vi som samfund til forskellighed. At bryde med normer kræver mod, for så snart man falder ved siden af, kan man blive mødt af fremmedgørelse og stemplet som ”noget andet/anderledes”.


Hvis en dreng for eksempel hiver en pige i håret eller på anden vis driller hende, får pigen at vide, at han jo bare godt kan lide hende. Det kan lyde meget uskyldigt, for det kan jo sagtens være tilfældet. Men ved at reproducere den forestilling, lærer vi drenge, at de gerne må overskride pigers grænser, samtidig med, at vi lærer piger, at de skal finde sig i det, og at det er sådan de skal modtage kærlighed. På den måde lærer vi piger, at de ikke må udvise vrede og sætte grænser. Desuden lægger den mekanisme også automatisk en seksuel undertone i interaktioner mellem drenge og piger. Men hvorfor kan drenge og piger ikke bare være venner? Og hvorfor er den undertone kun pålagt to af modsat køn?


Opgør med et sort/hvidt verdenssyn

Som samfund har vi tendens til at se alt binært. Om det er køn, seksualitet eller race er det en måde at forstå verden på. Og det er en bekvem og rar forestilling at fastholde sig selv i, fordi man dermed ikke behøver at forholde sig til sig selv og måden disse binære forestillinger har påvirket ens eget levede liv. Men mennesker er individer, som er mere nuancerede end to kasser. Vi er alle mennesker med følelser, som oplever verden forskelligt. Hvis man lægger mærke til det, så videregiver vi, i interaktioner med hinanden, konstant forestillinger om, hvordan man ”er” indenfor bestemte kategorier, hvilket er en måde at forstå verden på. Men hvis vi bliver ved med at fastholde os i, hvordan man ”skal være” indenfor nogle bestemte rammer (køn, seksualitet, race etc.), så giver vi ikke os selv og fremtidige generationer lov til at udfordre og lege med rammerne – både inden- og udenfor dem.


Inspiration til udformning af dette essay er hentet fra et debatindlæg i Information: ”To-kønssystemet er ikke ’naturligt’. Det er den herskende vestlige identitetspolitik” (link: https://www.information.dk/debat/2019/10/to-koenssystemet-naturligt-herskende-vestlige-identitetspolitik) skrevet af Astrid Johansen, viden tillært gennem projektarbejde og kurser på RUC samt egne levede erfaringer.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle