’Gode intentioner’ giver dig ikke carte blanche til at sige, hvad du vil





Af Molly Gerlow Tornbjerg | 26. september 2019



Den gode stemnings værste fjende er politisk korrekthed. I hvert fald, hvis man er dén, der siger noget politisk ukorrekt. Men at forsvare sine politisk ukorrekte udtalelser med sine ’gode intentioner’ er en gateway til undertrykkelse.





illustration: Anna Elmsted Brogren



Du kender det måske: Du er kommet til at sige eller formulere noget uheldigt, som din ven påpeger er politisk ukorrekt og shamende af en minoritet, og måske vidste du det også allerede i sekundet, det kom ud af munden på dig. Det er fair, vi kan alle komme til det. Men måden, du håndterer det på, er altafgørende. For det har helt sikkert ikke været din intention at støde nogen. Medmindre du hedder Rasmus Paludan, er der ingen, der forventer, at du har dårlige intentioner. Men dine nok så gode intentioner må ikke blive en hvilepude og en undskyldning for ikke at stå til ansvar for din udtalelse og forholde dig til det problematiske i den.

Bryan Hughes formulerer det spot on i artiklen ‘Intention and Racism: We Have It All Backwards’:


”Saying you had good intentions is like saying water is wet: it’s completely true and it’s apropos of nothing. Worse, it’s a defense mechanism we subconsciously use to ignore the harm we cause others.”


Denne forsvarsmekanisme møder jeg ofte i snakke om politisk korrekthed. For et par måneder siden oplevede jeg det, da jeg drak nogle øl med mine venner og venners venner i Nørrebroparken. Her fortalte min vens ven om, hvordan hun var kommet til at kalde sin homoseksuelle ven for bøsserøv og med det samme havde undskyldt, da hendes ven reagerede negativt på det, og hun godt vidste, at det var over stregen. En anden delte i den sammenhæng, at hun en gang var kommet til at sige til sin ven, at vedkommende havde taget en ”bøssetår”, og ligesom den første veninde var hun godt klar over, at det ikke var helt heldigt sagt. Men alligevel endte samtalen med at dreje sig om, hvordan det var okay at bruge ordet bøsse i en sådan sammenhæng, så længe man ikke havde dårlige intentioner med det, fordi de ikke mente det som et skældsord. I situationen var jeg ikke et sekund i tvivl om, at ingen havde nogen dårlige intentioner. Men det er det, der er med intentioner – de kan være nok så gode, men det skal ikke gå hen og blive en undskyldning for ikke at tage kritik til sig og dermed lave en ændring. Rikke Andreassen, kønsforsker, ph.d. og professor ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på Roskilde Universitet, har udtalt om dansk kultur til The Guardian:


“We have had a culture where what you say isn’t racist or sexist if you don’t intend it to be […] You can grab a woman, but so long as you did it because it was ‘fun’, then culturally we tend to think it’s not that bad.”


Det problematiske i at retfærdiggøre brugen af ordet bøsse (og andre minoriteter for den sags skyld) i en nedsættende sammenhæng er for det første, at det kan støde den minoritet, det nedgør, og man derved er med til at undertrykke vedkommende på baggrund af en seksualitet, alene fordi den ikke er heteroseksuel. For det andet bidrager det til en giftig kultur, hvor nedsættende kommentarer og ”jokes” om minoriteter retfærdiggøres og dermed reproduceres. Hvis man retfærdiggør disse ”jokes” alene på baggrund af sin egen overbevisning om, at det er med gode intentioner, i stedet for at lytte til den person ”joken” går ud over, og til hvorfor det ikke er sjovt, er man med til at opretholde en giftig kultur, hvor minoriteter bliver udskammet og latterliggjort i stedet for at blive lyttet til.


I Nørrebroparken tilbage i april flyttede samtalen sig over på fodboldspilleren Viktor Fischer, som for nylig havde lavet et opråb mod homofobiske tilråb til fodboldkampe. Det havde gjort, at nogle fodboldfans efter en kamp havde skrålet ”Fischer, han er gay”. Igen et godt eksempel på, hvordan et forsøg på at italesætte en problematisk og minoritetsundertrykkende form for humor bliver mødt med mere latterliggørelse. I Nørrebroparken var der konsensus om, at det var latterligt, men min vens ven sagde, at det også var et åndssvagt segment at forsøge at tale fornuft til, fordi ”de ved ikke bedre”. Til det svarede jeg, at man altid er nødt til at starte et sted. Vi bliver nødt til at forvente højere standarder af hinanden omkring sympati og respekt for vores medmennesker, før vi ser forandringer. Så kan det godt være, at det er en lang og sej kamp for forandring, men at kaste håndklædet i ringen, bare fordi alle ikke er med på en præmis, hvor der er plads til alle uanset køn, seksualitet, etnicitet osv., er simpelthen for bekvemt. Det sætter en stopklods for udviklingen. Bare fordi tingene har været på én måde længe, skal det ikke betyde, at vi ikke kan forvente mere af hinanden i processen med at skabe en tilværelse, hvor der er plads til alle. Og så kan ens intentioner være nok så gode, men hvis man ikke anerkender det problematiske i at tale om minoriteter i en nedsættende sammenhæng, er man selv med til at opretholde en undertrykkende og nedværdigende kultur af alt, der falder ved siden af det normative.


Vi er blevet alt for bange for at ødelægge den gode stemning. Dårlig stemning er ikke farligt. Man skal være en killjoy, når man kan, for ellers bliver vi aldrig klogere som samfund.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle