Hvorfor skynde sig, når man ikke ved, hvor man vil hen?





Af Julie Rask Nørballe | 17. oktober 2019 | Essay



”Skal du ikke snart starte på en uddannelse?” Jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange jeg har fået det spørgsmål. Om det er familiearrangementer, venner og veninder eller kollegaer så går det spørgsmål igen alt for tit. Men hvorfor egentlig? Hvis behov er det egentlig, at jeg starter uddannelse?


Jeg ville jo umiddelbart sige, at det var mit liv og mit behov, hvilket det også er, men det er ikke ligefrem alle, som er begejstret for min beslutning. Hvis det stod til samfundet og dets systemer, var jeg nok et helt andet sted lige nu.





illustration: Theresa Brammer Klinkby



Vores samfund er bygget op om en model, der skal skabe vækst i samfundet. Man afslutter gymnasiet, starter på en videregående uddannelse (helst én med jobgaranti – om det interesserer dig eller ej, så du ikke ”spilder” samfundets kroner på at uddanne dig til arbejdsløshed), og derefter kommer du ud på arbejdsmarkedet og bidrager til vores velfærdsstat. Politikernes uddannelsesretorik har ét mål, og det er at få de unge så hurtigt igennem systemet som muligt. Men er det en holdbar politik?


Gymnasieelever i dag er opvokset med en krisementalitet, hvor der ikke bliver stillet spørgsmål ved- eller krav til samfundet og dets struktur. Som gymnasieelev bliver man konstant mindet om, at karakterer former fremtiden, og man bliver sågar ”belønnet” med at kunne gange sit gennemsnit med 1,08, hvis man starter inden der er gået to år, fra man afslutter sin gymnasiale uddannelse*. Det lyder jo som den rene luksus! Men hvad man måske glemmer i ligningen er, at denne ”belønning” er med til at presse de unge til at tage forhastede beslutninger, i stedet for at give dem tid til at fokusere og fordybe sig. Størstedelen af nyudklæggede danske studenter har ingen jordisk anelse om, hvad de vil resten af deres liv. Hvem har også det i en alder af 18-19 år? Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut føler 70% af studerende der har taget et sabbatår, at de har fået styrket deres faglige forudsætninger for at starte på en videregående uddannelse. Ifølge ovennævnte kan sabbatår også være med til at mindske frafald og dermed også være en gevinst for samfundet.


Forstå mig ret – det er skønt(!!), hvis du er målrettet og ved præcis, hvad du skal studere de næste mange år af dit liv efter gymnasiet – tag det som en gave! Men det er på den anden side også okay (og meget normalt!) ikke at have den mindste anelse.


Da jeg dimitterede fra gymnasiet, havde jeg en klar forventning om, at jeg skulle have 2 sabbatår, og derefter skulle jeg starte på en uddannelse. En uddannelse jeg ikke vidste, hvad var på daværende tidspunkt – men det fandt jeg vel ud af…? Jeg er nu gået ind i mit 4. sabbatår, men da mit 2. sabbatår var ved at nå sin ende, gik jeg i panik. Jeg gik i panik, fordi jeg var i tvivl. I tvivl om hvorvidt jeg skulle søge ind på en videregående uddannelse, for det var jo min plan efter 2 år, men endnu mere i tvivl, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville læse. Jeg havde idéer, men der var ikke et specifikt studie, der virkelig drev mig. Og hvad er pointen i at lege russisk roulette med KU’s oversigt over uddannelser, hvis jeg alligevel ikke havde en stærk passion for det, jeg valgte?


Nogle måneder forinden jeg stod i denne paniske situation, havde jeg været på højskole. Her havde en af lærerne under et oplæg om uddannelsesstart refereret til et citat i Peter Plys, som jeg nu har tænkt mig at tyvstjæle: Grisling og Peter Plys er faret vild i 100-meter skoven, og det er ved at blive mørkt. Grisling siger derfor til Plys ”Plys, Plys, vi må skynde os” hvortil Plys svarer: ”Men Grisling, hvis du ikke ved, hvor du skal hen, så er der ingen grund til at skynde dig!” Dette mantra: ”Der er ingen grund til at skynde sig, hvis man ikke ved hvor man vi hen” synes jeg skal være essensen af den mentalitet, man burde have, hvis man ikke ved, hvad man vil efter gymnasiet.


På grund af dette mantra tog jeg en beslutning om, at jeg alligevel ikke skulle starte uddannelse efter 2 sabbatår. En beslutning jeg har værdsat lige siden. Halvvejs inde i mit 3. sabbatår – efter at have boet og arbejdet i Thailand et halvt år, været på højskole i et halvt år, arbejdet frivilligt og haft et ”voksen-job” - fandt jeg ud af, hvad min passion var og dermed, hvad jeg vil studere. Ikke dermed sagt, at man skal gøre sin passion til sit arbejde, men jeg fik pludselig en motivation for at studere, som jeg ikke havde haft før. En motivation jeg ikke havde fået, hvis jeg var startet tidligere.


Mange unge har brug for en pause efter gymnasiet. Hvor lang den pause skal være er individuel. Det kan hverken forældre, venner og veninder, kollegaer og slet ikke samfundet vurdere. Det er dig. Dit behov og dit liv.



*Efter bred aftale i folketinget bliver denne karakterbonusordning afskaffet fra 2020 - heldigvis




find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle