KAN JEG BÆRE DEN KINESISKE KJOLE?





Af Signe Ai Jing | søndag 12. maj 2019 I Essay



Jeg husker den første gang, jeg bar den kinesiske kjole. Og jeg kan huske adskillige gange efterfølgende, hvor jeg har båret den til familiefester, udklædningsfester og på gaden. Nogle gange tog mine venner også den kinesiske kjole på. Modtagelserne var blandet.





illustration: Fie Hald Amelung



Jeg fik tit at vide, at jeg var en asiatisk skønhed, flot af en asiat at være eller, at jeg nu så rigtig kinesisk ud. På gaden henvendte flere sig til mig på engelsk end normalt, og flere ville lave skæve øjne af mig i byen. Mens den kinesiske kjole - qipaoen - blot var et fashionstatement eller et smukt stykke tøj til mine hvide venner, fremhævede den derimod mit østasiatiske udseende. Jeg er kinesisk adopteret, hvilket betyder, at jeg deler mit udseende med en kultur, der i højere eller mindre grad er blevet taget til sig af mainstreamkulturen og modeverdenen. Men kinesiske personer bliver – desværre – stadig gjort godt og grundigt grin af. At bære den populære kinesiske kjole er kulturel appropriation. Kulturel appropriation er, når man benytter elementer fra en kultur, der ikke oprindelig er ens egen. Det handler i mit hoved ikke blot om en kinesisk kjole. Det handler om kultur og det handler om respekt. Folk bærer dreadlocks, twerker, køber kimonoer i flæng fra diverse vintagebutikker og slubrer ramen og phô flere gange om måneden.


Okay, men hvorfor er det et problem? Er det ikke muligt at spise en kulturs mad eller bære dens tøj, fordi man nyder det? Fordi man hylder kulturen? Ja og nej. Selvfølgelig er der en klar forskel på, om en hvid person har dreadlocks og gør racistiske ting og en hvid person, der bærer kimonoen på en respektfuld måde. Måske endda anerkender og taler højt om den racisme, som racialiserede mennesker møder. Alligevel virker det provokerende på mig, når en hvid og vestlig person ifører sig en kinesisk kjole. Det gør det af flere grunde.


Hvis man er en kvinde af østasiatisk udseende – som jeg er – så er racistiske tilråb og tilnærmelser på gaden og i de kredse man bevæger sig i en del af hverdagen. Tilråb som en hvid person ikke er udsat for. Derudover er der mange af de elementer, fx dreadlocks og cornrows, som i mange år ikke har været velkomne i USA – på gaden og i institutioner. Kulturer har altså været diskrimineret. Den kultur og det udseende, som ikke-hvide folk dengang og nu bliver diskrimineret på grund af, kan hvide mennesker frit benytte uden at møde samme modstand.


Men hvad så med mig? Jeg er jo heller ikke kineser.


Som adopteret fra Kina og ikke-hvid dansker er jeg med mit kulturophav, mit sorte hår og mine øjne, en mærkelig hybrid af privilegier og ikke-privilegier. I mit møde med gaden oplever jeg gang på gang racistiske tilråb og tilnærmelser, mens jeg i de fleste sociale sammenhænge indgår som enhver ”hel” dansker. Derfor opstår der også et paradoks, når jeg ifører mig den kinesiske kjole. Er jeg berettiget til den, når jeg ikke er opvokset i den kinesiske kultur, og når de privilegier jeg nyder godt af, vil adskille sig fra dem, en kineser i Danmark vil have? Jeg har fx et dansk pas i Danmark og dansk er mit modersmål.

Kan jeg bære den kinesiske kjole? Gør det mig berettiget, når jeg på grund af mit udseende oplever de samme tilråb på gaden, og de samme fordomme i et rum, som enhver med østasiatisk udseende vil møde?


Et eller andet sted, skriger det i mig, at qipaoen den må jeg bære, trods de få gange jeg har båret den, har det føles akavet. En følelse af at tage noget på, som jeg ved, ikke tilhører mig, men som jeg ved, at andre tror er mit. Den hvidhed og danskhed jeg normalt bærer i form af mit vestlige tøj og min jyske dialekt forsvinder i den kinesiske silke. Kjolen dæmper det hvide i min hud og skruer op for pigmenten.


Og netop i dét ligger forskellen på den modtagelse jeg får, når jeg bærer den kinesiske kjole og den modtagelse min hvide ven får, når denne bærer qipaoen. En hvid person kan bære kjolen som et fashion statement, mens jeg blot får endnu flere blikke og endnu flere tilråb på gaden.


Jeg finder det svært forkert, når nogen vil fortælle andre, hvilket tøj de må bære og hvad de ikke må. Derfor vil jeg heller ikke fortælle dig, at du ikke må bære den kinesiske kjole – eller dreadlocks eller twerke den fuldt ud på floor, hvis du er hvid. Men faktum er, at selvom du måske er en af de personer, der er en god allieret, anerkender og snakker højt om racismen, vil du stadig ikke være udsat for den. Vi ”hylder” kulturer ved at iklæde os deres tøj, fejre deres højtider og nyde deres mad, men de personer som kulturen tilhører er stadig i dag marginaliseret og diskrimineret. Problemet er, at racismen ikke er forsvundet, den er her endnu; både i strukturerne i samfundet og på gaden.


Derfor håber jeg, at denne tekst vil fungere som en opfordring og motivation til at uddanne dig selv, om hvad du gør. Du bliver nødt til at være bevidst om, at de privilegier du bærer i din hvide hud giver dig et fripas og et rum til at gøre en masse ting, som jeg og andre racialiserede personer ikke nyder godt af.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle