selvfølgelig kan jeg bære den kinesiske kjole





Af Signe Ai Jing Rodkjær | 6. oktober 2019



I maj måned skrev jeg om det, der opstår, når verden ser en anderledes end man ser sig selv. Om kulturel appropriation og en kinesisk kjole. Siden da har jeg gjort mig mange tanker om den kinesiske kjole – qipaoen. Jeg rejste i den artikel en række spørgsmål. Nu vil jeg besvare nogle af dem.





foto: Iben Gad



For hvorfor egentlig snakke om mig selv, når jeg snakker om kulturel appropriation? Jeg tror det kommer af, at jeg på mange måder aldrig føler mig helt kinesisk, men heller ikke helt dansk. Hvilket er mærkeligt for på mange måder er jeg begge dele. Jeg er vokset op i dansk kultur, men har holdt kinesisk nytår i min barndom. Om end det var en fordansket version.


Og derfor har jeg også fået at vide, at jeg selvfølgelig ikke er ligeså meget kineser som folk, der er vokset op i kinesisk kultur. Både af danskere og ikke-danskere, af andre adopterede, folk der er flyttet til Danmark tidligt eller sent i deres liv, folk hvis mor er det ene og far det andet, og folk jeg har mødt i udlandet. Det fik mig dengang en dag i maj til at skrive, at jeg ikke følte jeg var ligeså berettiget til at bære qipaoen som andre:


”Et eller andet sted, skriger det i mig, at qipaoen den må jeg bære, trods de få gange jeg har båret den, har det føles akavet. En følelse af at tage noget på, som jeg ved, ikke tilhører mig, men som jeg ved, at andre tror er mit.”


Jeg tror følelsen af, at jeg approprierer den kinesiske kultur kommer af, at så mange mennesker i tidens løb har gjort krav på min identitet. Det er derfor, at jeg dengang i maj overhovedet rejste spørgsmålet om, hvorvidt kjolen var min at bære.





foto: Iben Gad



Det er frustrerende, at jeg skal skrive, at den kinesiske kultur faktisk er blevet dyrket i mit hjem, at jeg faktisk blev født ind i kulturen, fordi det er et forsvar for mit udgangspunkt og min ret til at definere mig selv. Og hvorfor skal jeg forsvare det? I andedammen Danmark bliver du hårdt bedømt på din danskhed og din ikke-danskhed, men måske handler det ikke om, hvor på udlændinge-DF-skalaen af danskhed jeg reelt ligger. Måske handler det ikke om hvad jeg er, men hvad jeg har ret til. Det handler om, at alle, der står inde og ude af kulturer har ret til at definere deres eget forhold til kulturen og dermed også til ”hvad de føler sig som”.


Jeg burde bare slå det fast. Selvfølgelig kan jeg bære den kinesiske kjole. Det handler ikke om, at jeg har ret til at forbruge en kultur, der ikke var min til at starte med. Det handler om, at det også er min kultur, og at jeg har ret til den. Jeg har ret til at tage mit forhold til kulturen tilbage. Jeg har ret til at definere det uden, at folk skal fortælle mig, at det er forkert – eller ikke ligeså godt. At mit forhold til kulturen ikke er eller kan blive ligeså korrekt og ægte som andres.


Ja, mit forhold og min måde at både fejre kinesisk nytår, spise kinesisk mad eller bære qipaoen på er måske mudret, men i så fald er mit forhold til flæskesteg det også, for ægte dansk har jeg heller aldrig fået lov til at være – eller følt mig som. Så hvem efterlader det egentlig definitionsretten hos?


En ting er sikkert: Der er mange der forsøger at gøre krav på den. Derfor handler det for mig blot om at holde fast på den. Jeg har ret til at svælge i dansk kultur, og jeg har ret til at tage den kinesiske kultur tilbage. Det handler om, at jeg har ret til at udforske, bruge og være i den kultur, som også er min. Jeg har ret til at definere mit eget forhold til begge kulturer, for jeg er gjort af dem begge.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle