om usynlige kvinder og magtfulde pirater





Af Olivia Krogh Lasborg| 10. oktober 2019 | Essay



Jeg husker mine historietimer i gymnasiet. Jeg husker, hvordan jeg spurgte min lærer, hvorfor vi kun lærte om mænd. Jeg husker også, at han fortalte mig, at det var fordi, at der bare ikke var så mange kvinder, der lavede bemærkelsesværdige ting førhen. At de få stærke kvinder der var som oftest havde en endnu stærkere mand.

Og det blev sandheden. Det blev den fortælling som jeg betroede mig til gennem resten af min gymnasietid. Det var først bagefter, at jeg fandt ud af, at der var en usynlig æske, der var fyldt med gode historier. Vilde historier. Og vigtigst af alt; stærke kvinder.

Et eksempel på sådan en historie, der er blevet puttet i glemslens æske, fordi dens hovedperson var en kvinde (og tilmed en kvinde, der ikke var hvid) er historien om den nok mest magtfuldepirat nogensinde. Cheng I Sao. De videre oplysninger har jeg fået fra podcasten, This American Life, som interviewer Laura Sook Duncombe, forfatteren til bogen "Pirate Women: The Princesses, Prostitutes and Privateers Who Ruled the Seven Seas." i afsnttet I Am Not A Pirate - to be, or not to be a pirate?





illustration: Emilie Morgan Hemmingshøj



Cheng i Sao arbejdede på et bordel, da en mandlig pirat friede til hende. Først var hun afvisende, men foreslog så piraten, at hun ville sige ja til ægteskabet, hvis hun til gengæld fik halvdelen af hans flåde og ejendom. Det sagde han ja til og sammen styrede de "pirateriet" indtil mandens død da Cheng i Sao er 32. Efter mandens død ledte hun selv flåden videre og opnåede den største piratflåde i historien på en samling af omkring 2.000 skibe. Til sammenligning havde den kendte 'Black Beard' fx kun mandskab til omtrent 4 skibe. I 1808 formåede de at ødelægge halvdelen af den kinesiske flådes skibe.


Hvad der er bemærkelsesværdigt ved Cheng i Saos måde at gøre pirateri på er måden hun gjorde det til en forretning. Hun fandt bl.a. på, hvilket var unikt for hendes piratflåde, at kræve en form for beskyttelsespenge af de forskellige havne til gengæld for, at de ikke angreb. Hun havde desuden strenge regler på hendes skibe, der alle kunne resultere i dødsstraf, hvis de blev brudt. Som den, ifølge Sook Duncombe, nok eneste pirat, havde hun bl.a. nultolerance ift. voldtægt af besætningsmedlemmerne.


Efter et større angreb fra den kinesiske flåde, som det lykkedes Cheng i Sao at undslippe, beslutter hun sig for at stoppe pirateriet. Derfor tropper hun frivilligt og helt alene op ved den kinesiske stat. Her forhandler hun sig frem til hvad der kan ses som en form for pensionsplan som bl.a. bestod af offentlige tilskud til hendes mellem 50-70.000 medarbejdere, mens de omstillede sig til et andet liv.


Ifølge Laura Sook Duncombe var der mange kvindelige pirater, selvom de ikke alle var så magtfulde som Cheng i Sao. Hvor de fleste samfund var kvindeundertrykkende og ikke skabte muligheden for, at kvinden kunne forsørge sig selv og skabe en karriere, så var piratlivet en måde for kvinderne at forsørge dem selv, avancere og skabe deres egen selvstændighed.


Pirateri, dødsstraf, tyveri og hvad der ellers hører historier som Cheng i Saos til, er selvfølgelig ikke noget der skal glorificeres. Men den selvstændighed, dygtighed og magtfuldhed som hun og andre kvindelige pirater besad, fortjener en plads i historieskrivningen og populærkulturen. En plads som de for længe har været frarøvet til fordel for deres mandlige kolleger.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle