pølsedansker på tur





Af Clara Berg-Jensen | 30. maj 2019



I januar tog jeg til Tyrkiet som EVS volontør. Et tilbud, som EU tilbyder unge mellem 18 og 30 år med mulighed for at blive finansieret som frivillig i et andet land mellem 2 og 12 måneder. Jeg skulle ned og lære tyrkerne noget om frivillighed. Frivillighed er vi ret gode til i Danmark, synes vi selv, og jeg synes, at jeg er ret god til frivillighed - frivillighedsentusiast så at sige. Men hallo frøken, er du nu egentlig også så god?

Viljen til at skabe et bedre liv for andre er der, men forstår vi, hvad et bedre liv er? Ikke for os, men for dem vi yder frivillighed for?





illustration af Cæcilie Devantier Gade



I Tyrkiet er hverdagen en anden. Virkeligheden er en anden. Her defineres kulturen af realiteter fremfor idealer. Her er arbejdsdagene så lange, lønnen så lav og valutaen så rådden, at de fleste aldrig ville kunne rejse ud af Tyrkiet. Mange har svært ved at finde tid til ulønnet arbejde eller engagement i lokalsamfundet.

Både frihed og frivillighed er en luksus.


BOM, pølsedansker. Så landede jeg midt i virkeligheden. Det var et chok at bo et sted, hvor ikke alle synes, at frivillighed er det "nemmeste og sejeste", som man kan bruge sin tid på. Kastet ud i at lytte, dele, diskutere og samskabe med disse fremmede i frivillighedens tegn. Shit en mundfuld - de tænker jo ikke ligesom mig? Men jeg fandt til gengæld en mulighed for hverdagsdemokrati, tolerance og samarbejde.


Når vi arbejder frivilligt, vil vi ofte indgå i et fællesskab bestående af mennesker, der på må og få skal komme til enighed og deles om forskellige ansvarsopgaver - lytte til hinanden. Man kan tage fat i en sag eller en aktivitet, som man sammen brænder for. Give sit til, at noget bliver ændret, optimeret eller består.


Om det frivillige arbejde handler om klima, en humanitær krise, udsatte børn, gymnastikundervisning eller noget helt femte, vil man uden tvivl stå over for nogle mennesker og nogle situationer, der vil skabe solidaritet, forståelse og nye perspektiver. Perspektiver, der udfordrer vores idé om det rigtige liv. For hvem har bestemt at vi skal spise med kniv og gaffel? At vi skal bo med én partner? At vi skal spise kød hver dag? At de voksne skal bestemme? At frivillighed er sejt?

Alle disse ting, som vi er så vant til, er hverken evigtgyldige, sande eller konstante.


Det får en til at tænke over, hvorvidt man blot er endnu en af disse famøse frivillige, som betragter hjemlandets holdninger, normer og vaner som de eneste rigtige.

Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg pludselig stod i Tyrkiet og spillede kong gulerod.

Derfor skal vi blive ved med nysgerrigt at stille spørgsmålstegn ved, om det vi gør er rigtigt. Om det vi lærer er sandt.


Men jeg tror på frivillighed. At stoppe op og rejse ud i verden, hvis man har mulighed for det. At tage af sted, sprede god energi og prøve at forstå de mennesker man møder. For det er det, der skaber indblik, solidaritet og gensidig forståelse. Det er det, der skal nedbryde stigmatisering og frygt i vores verden.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle