Hvorfor vil Magnus ikke have mig med til fest?





Af Olivia Krogh Lasborg | 6. juni 2019



Da jeg gik i folkeskolen blev jeg sat uden for døren i tysktimen, fordi jeg var ukoncentreret og "trak de andre med ned", som min lærer så klart formulerede det. I gymnasiet blev jeg ikke inviteret med til fødselsdag hos Magnus fra min klasse, fordi han vel nok syntes at jeg var belastende… Rapkæftet. Ikke en beskeden, "benene-over-kors"-pige. Efter gymnasiet blev jeg truet af politiet, fordi min opførsel var "provokerende" og "unødvendig".





illustration af Fie Hald Amelung



Jeg lyder som en lømmel, som min bedstemor ville sige. En rod, der udfordrer autoriteterne. En "utilpasset autonom". Det er jeg nu egentlig ikke. Men jeg er til gengæld rigtig kedelig. Rigtig normal. En blond, halvbuttet middelklassepige med en gymnasial uddannelse. Min pointe er derfor ikke at vise hvor grænseoverskridende eller udfordrende, jeg har været- og stadig er. Min pointe er at vise, at du i løbet af dit liv oplever at blive straffet på alle mulige måder af alle mulige forskellige årsager. F.eks. fordi du ikke følger bestemte sociale normer eller statens regler. Det sker når du ikke har nået at lave lektier, eller du for ofte har været syg, når der har været matematik på skemaet. Grunden til straffen varierer altså, men det samme gør måden at straffe på.


Om det er en økonomisk straf, hvor du får taget din SU, eller en social straf hvor du ikke bliver inviteret til festen. Straf findes alle steder. Men hvorfor egentlig?


Det er en fastgroet idé i vores samfund, at et af de bedste værktøjer til adfærdsregulering er straf. Vi truer folk med fængsel, så de ikke stjæler. Vi sender børn uden for døren, hvis de larmer. Det skal virke præventivt. Så vi ikke gør det igen. Eller afskrækkende, så andre ikke tør gentage den samme fejl. Nogle gange skal straffen ikke andet, end at vise offeret, at de er offeret.


Nogle gange tager straffen ansigt som en belønning. "Du bliver belønnet med en mulighed for at gange dit karaktergennemsnit, hvis du starter på en videregående uddannelse senest efter to år". Når det i virkeligheden burde hedde "hvis du ikke starter senest efter 2 år, så har du ikke mulighed for at få et lige så højt karaktergennemsnit som andre". Den gemmer sig bag en gode. Fortæller dig, at du skal være taknemlig for en mulighed, når det i virkeligheden handler om en begrænsning.


Straf underbygger den darwinistiske ide om et niveaudelt samfund, hvor nogen er bedre end andre, og de sidste må ensrettes. Et samfund hvor der er gode mennesker og mennesker der ikke er gode nok - de skal udvikle sig noget mere. Den fortæller os hvad der er rigtigt og forkert, uden at fortælle os hvorfor eller hvem der har bestemt det. Straf må derfor aldrig stå alene. Om det er fremdriftsreform, kontanthjælpsloft eller en manglende fødselsdagsinvitation.


Hvis man bliver straffet, uden at den eller det der straffer fortæller hvorfor, så vil den eneste effekt være straffen selv. Man vil gentage den samme ’fejl’, for man ved jo ikke, at det var grunden til straffen. Når vi i vores samfund ser og tænker straf som et adfærdsregulerende middel, må vi derfor huske, at den ikke kan regulere noget som helst, hvis den ikke efterfølges af en forklaring. Så vil den ikke gøre andet, end at straffe.


Så vær opmærksom på dine handlinger, for nogle gange er straffen mindre tydelig. Usynlig nærmest. I hvert fald for dem, som den ikke berører. Straffen kan sive mellem mennesker, som vand gennem sten, indtil den med ét rammer jorden. Eller dig.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle