var det noget med en pynteminoritet on the side?





Af Sara Rested Suri | 13. november 2019 | essay



Vi kender dem alle sammen: Andengenerationsindvandreren, der arbejder i familiens kiosk. Den oldgamle, vise kineser, der dyrker tai chi hver morgen, før fanden har fået sko på. Den muslimske mønsterbryder, der læser medicin, men konstant konfronteres med sine barndomsvenners kriminelle gadeliv. Ringer der en klokke? Det burde der. For når vi streamer en film eller tænder for TV-avisen, er den slags minoritetsstereotyper en fast bestanddel af den danske kultur.


Det mener jeg er problematisk; de unuancerede narrativer, vi stadig i 2019 omgiver os med, kan ikke bygge bro mellem mennesker. Skabe empati. Forståelse. Jeg mener, at vi ikke skal stille os tilfredse, når etniske minoriteter blot bruges som krydderi på vores politisk korrekte kultursuppe. Vi bør bryde med de fordummende stereotyper, og derfor skal minoriteter skildres alsidigt og komplekst, relaterbart og almenmenneskeligt; som mere end blot eksotiske stregtegninger.


Selvom debatten om repræsentation af minoriteter i det danske medie- og kulturbillede har ulmet længe, har den haft en tendens til at dreje sig om antal. Hvis man som instruktør lige kan smide et par biroller med en mørk hudfarve ind i sit DR-drama, må man tjekke boksen ’inkluderende’ af med flueben. Det ser så flot ud i den samlede statistik.





foto: Iben Gad



Jeg er med på, at repræsentationsspørgsmålet i sagens natur handler om, hvor mange forskellige minoriteter, der vises i medierne – på den måde er det selvfølgelig et spørgsmål om tal. Men dybest set burde det i lige så høj grad handle om kvaliteten af skildringerne. Lad mig forklare.


Forleden sagde min muslimske veninde noget tankevækkende.


”Første gang jeg så en tv-karakter, jeg for alvor kunne spejle mig i, var Sana fra tv-serien Skam.”


En helt ’normal’ studerende fra den øvre middelklasse, stolt feminist, viljestærk, samtidig momentant usikker – som alle andre teenagere. Og derudover bærer hun hijab. Sana er, i følge min veninde, nem at identificere sig med, fordi hendes rolle rummer utrolig mange dimensioner og ikke blot reproducerer en virkelighedsfjern stereotyp af, hvad det vil sige at være en muslimsk pige i vesten. Hun rummer meget mere end det religiøse mærkat, som omverden har travlt med at reducere hende til. Vi har brug for mange flere Sana’er.


Men hvad så, hvis man ikke er den helt store forbruger af film? Så er man vel ikke berørt af stereotypificering, eller hvad? Jo, det vil jeg mene. For stereotyperne lader sig ikke uden videre begrænse til og isolere fra kulturen.


Ikke kun i fiktionens verden er mangfoldighed et aktuelt emne, der stadig efterlader plads til forbedring. Stiller man skarpt på de danske nyhedsmedier, viser det sig, at der heller ikke her er meget at råbe hurra for. I rapporten ”Dem vi taler om – etniske minoriteter i danske nyhedsmedier” fra 2017, slår forsker, Hanne Jørndrup, fast, at der ikke er sket stor forbedring siden 2012.


For det første er underrepræsentationen af etniske minoriteter steget siden 2012. Selvom 12,3% af befolkningen i 2016 betegnes som etniske minoriteter, optræder kun fire procent som nyhedskilder. For det andet optræder ikke-vestlige nyhedskilder stadig primært indenfor udlændingestof, kriminalstof og religion (i undersøgelsen forstået som historier om islam). Ifølge Journalistforbundet er det ”alle stofområder, der i udbredt grad problematiserer etniske minoriteters inklusion som borgere i Danmark”.


For det tredje bliver ikke-vestlige kun i ringe grad brugt som eksperter. Og hvis det undtagelsesvist sker, er det i forbindelse med udlændingestof.


Rapporten viser altså, hvordan der også i nyhedsbilledet skabes et meget snævert mulighedsrum for ikke-vestlige minoriteter. Med andre ord: Når denne underrepræsenterede befolkningsgruppe kun bliver brugt som relevante kilder indenfor få, stereotypiske områder – som kriminalstof eller religion – forbliver den generelle opfattelse af, hvad de har at byde på, fejlagtigt snæver.







Foto: Iben Gad



Jeg mener, at det ville være gavnligt at skildre alle grupper nuanceret og diverst. Sådan er alle grupper jo i virkeligheden. Alle de mennesker, der ikke passer ind i stereotyperne, skal også have historier at spejle sig i. Det er vigtigt af to årsager. Dels fordi de historier, billeder og stereotyper, der er omkring os, bestemmer, hvad vi ser som realistisk. Min veninde, der spejler sig i Sana, føler sig som en helt gennemsnitlig dansker, ikke som en del af en minoritet, fordi hverken hendes tro eller etniske ophav ikke er en primær del af hendes selvbillede. Dette perspektiv er ét blandt mange, som majoriteten kan få indblik i og lære af. Dels er det vigtigt, fordi den accept, man får ved at kunne spejle sig i og føle sig forstået af sin omverden, er gunstig for alle.


Den skarpe læser har nok lagt to og to sammen, men vi tager den lige igen for Prins Knud. En mangfoldig skildring af minoriteter handler ikke kun om tal. Derimod handler det om at lade mennesker, der ikke før har kunnet komme til orde, indgå i den danske kultur på en måde, der ikke blot taler ind i forældede, kulturelle, etniske eller andre stereotyper. Denne pointe gælder selvfølgelig alle minoriteter, om det er indenfor seksuel orientering, køn, etnicitet eller noget helt fjerde. Og jeg må blot konkludere, at ansvaret for repræsentation ligger hos medierne og tv-producenterne. Hos forfattere og alle de andre, der fungerer som talerør og kan påvirke vores kultur. Derfor må løsningen også findes hos dem.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle