SÅDAN HÅNDTERER DU JULESAMTALER OM KØD, KLIMA, KØN OG ANDRE HOT TOPICS MED DINE KNAP-SÅ-WOKE-FAMILIEMEDLEMMER





Af Kezia Lisby | 18. december 2019 | essay



Inden længe er det tid til juleferie, og på tværs af broer og bugte flakker vi hjem til Jylland, Fyn, Sjælland eller diverse danske øer, hvor vi skal mødes og holde ædegilde med familien. Selvom det er for de fleste forhåbentlig er et glædeligt gensyn, kan det også en gang i mellem føles, som om man møder hinanden på ny – i hvert fald i forhold til, hvor i livet man er nu, og hvem man var for blot et år siden. Især i de seneste år af mit liv, er der i hvert fald sket rigtig meget i mit hoved og med mit verdenssyn, og af samme grund er der også sket rigtig meget med de samtaler, jeg har med familien over jul.


De sidste to år har der været den sædvanlige vegetar-snak, måske krydret med lidt ligestillingsdebat, toppet af med krænkelseskultur, når vi når til kirsebærsovsen. Alle familier er forskellige – og jeg misunder nogle gange mine veninder, hvis familier er klar på at afprøve genbrugs-jul eller veganske retter, men der er min dejlige familie ikke lige nået til (tør man sige endnu?). De sidste par år har min juleaften set lidt a la sådan her ud:


Som den eneste vegetar ved bordet sidder jeg udstyret med kniv, gaffel og et smil, når samtalen drejer over på alt det lækre kød, jeg går glip af, eller om jeg nu får nok proteiner og B12, og om dét der vegetar-halløj jeg spiser smager godt. Det er en blanding af nysgerrighed og fordomme, og ender næsten altid med en onkel eller en bedstefar, der kækt siger: ”Jeg spiser sgu bare det jeg har lyst til!” Til hvilket jeg lige så kækt svarer igen: ”Det gør jeg skam også!”





Visuelt af Theresa Brammer Klinkby



I princippet bryder jeg mig meget om samtaler, der udvider horisonter for både mig selv og andre. Jeg har affundet mig med, at når jeg er den eneste, der bryder normen, må jeg forvente nogle kommentarer og kærligt dril fra familiens side, hvilket jeg også har det helt fint med. Men nogle gange tror jeg ikke altid, at dem, der har en holdning i samlet flok forstår, hvor udmattende det kan være, at skulle forsvare eller forklare sig selv gang på gang. Desuden er der en tendens til, at jeg bliver repræsentant for alle vegetarer (eller alle studerende/unge/osv. hvad end man nu diskuterer). I bund og grund: lad os lige anerkende, at det er udmattende, at være den eneste normbryder ved bordet. Også selvom det er din familie du snakker med, og I elsker hinanden alligevel.


Så hvad kan man gøre?


For et par uger siden blev jeg faktisk helt mut ved at tænke på julen, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke orker alle de her samtaler igen. Så hvis du har det ligesom mig, vil jeg give dig nogle gode råd, jeg selv har tænkt mig at afprøve denne juleaften:


Til dig, der ikke orker samtalen:

- Et ord: Emneskift! Lige så snart nogen begynder at sige noget, der drejer over mod en samtale, du ikke gider at have, er det tid til at skifte emne. Og det skal være før du kommer til at svare personen – ellers er det for sent. Jeg har i hvert fald taget mig selv i at sige: ”jeg gider faktisk ikke lige snakke om det her lige nu,” for så at snakke om det hele aftenen – og det var faktisk lige til at få hovedpine af. Min intuitive reaktion på, at jeg ikke orkede det, skulle jeg have lyttet til. Emneskift er en gnidningsfri måde, hvorpå du kan dreje samtalen over på et mindre trættende emne. Du kan for eksempel spørge ind til dine familiemedlemmers liv, eller nogle af deres oplevelser i livet, så du kan nøjes med at slappe af og lytte til røverhistorier om ”dengang jeg var ung.” At få indblik i dine familiemedlemmers liv kan faktisk også hjælpe med at forstå, hvordan de oplever verdenen.


- Hvis den ikke går, og et eller flere familiemedlemmer bliver ved med at vende tilbage til emnet, kan det selvfølgelig være nødvendigt at give et konkret svar. Det vigtige her er, at svaret skal være en høflig afvisning på lige netop den samtale. For eksempel: ”Det er spændende, det du siger der, skal vi ikke snakke om det en anden aften?” eller den mere humoristiske: ”Prø’li’hør her – hvis vi skal snakke om dét, så når vi jo aldrig at pakke gaver op i aften.”


Til dig, der gerne vil gribe tyren ved hornene:

- Humor er din ven. Humor er både afvæbnende, holder stemningen høj, og er en intelligent måde at give et modsvar på. Hvis din familie er drillenisse-typen ligesom min, kan jeg love dig for, at det er effektivt at drille igen.


- Det gyldne råd: Spørg. En af de mest effektive tips jeg har lært igennem årene er, at pakke mit eget modargument væk og i stedet spørge ind til, hvorfor vedkommende siger det, de gør. For eksempel: ”Hvad får dig til at sige det?”. Eller: ”Hvordan ved du det?” Alt med venlig tone, naturligvis. Din nysgerrighed overfor den andens holdning giver dig en åben invitation ind i deres univers, og de tanker, der har ført dem til at sige det de siger. Jo mere du spørger ind, jo mere vil vedkommende også skulle forsvare deres holdninger. Samtidig får du en bedre forståelse for, hvordan personen er nået frem til det synspunkt.


- Når du oplever, at skulle tale på vegne af en hel bevægelse eller folkegruppe, så påpeg det: ”Altså, jeg ved jo ikke hvordan andre har det, og jeg kan umuligt tale på andres vegne. Men jeg kan tale ud fra mine egne erfaringer.”


- Slut det af på en god måde. En god, reflekterende og nysgerrig tone hele vejen igennem er guld værd. (Lettere sagt end gjort, I know)


Jeg håber, at disse tips kan hjælpe dig, der også er lidt udmattet allerede nu, ved tanken om, at skulle køre den samle gamle trommerom om alle mulige hot topics med en familie, jeg i bund og grund bare gerne vil have en fest med.


Held og lykke – og god jul.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle