Foreningen Gode Penge vil gøre op med et udemokratisk og ulighedsskabende pengesystem





Af Malu Rosing | 28. januar 2020 | essay



Mit navn er Malu. Det er ikke et videre eksotisk navn. Nogle spørger om det er en forkortelse for Marie-Louise – det er det ikke. Andre spørger om det er et særligt grønlandsk navn, eftersom det bliver stavet uden O – det er det heller ikke, det var bare min far, der synes at jeg skulle hedde det.


Mit navn er ofte starten på en samtale om min baggrund. Andre gange starter samtalen med farven og/eller størrelsen på mine – hvad nogle ville kalde halv-skæve øjne. Jeg er nemlig grønlandsk.


Det har jeg altid været, men det har aldrig fyldt særlig meget i min hverdag. Men efter jeg er flyttet til København, har jeg bemærket hvor meget jeg egentlig er grønlandsk. Det bliver i hvert fald nævnt fra tid til anden, og folk gør mig gerne opmærksom på min etnicitet i forskellige sammenhænge. Selv på universitet har jeg oplevet, at forelæseren fortalte, at der rent faktisk stadig var grønlændere i Danmark, egentlig som et levn fra kolonitiden.





Privatfoto



Folk ser gerne på mig med spørgsmålstegn i øjnene, når de efter en længere samtale med mig får at vide at jeg er grønlandsk og med iver udtrykker deres overraskelse, for ”jeg taler jo virkelig pænt dansk…?”. Men de havde jo i øvrigt også godt set, at der var sne på min instagram, så det gav jo egentlig meget god mening. I Danmark er jeg ikke i tvivl – jeg er meget grønlandsk. Og det er jeg glad for – stolt af. Jeg er nemlig fra et land der er tidligere koloniseret, og der med næb og klør kæmper for at få sin egen identitet igen.


Men når jeg så kommer tilbage til Nuuk, hvor jeg er vokset op, bliver jeg pludselig kategoriseret som københavner. Københavnsk. Dansk. Hvilken jeg i grunden jo også er – jeg har en del danske gener, og jeg bor jo i København. Det undrer mig, at det virker som en umulig opgave bare at være. Hvorfor skal jeg altid være ’hende der ikke er herfra’? Eller hvorfor det er så vigtigt at etablere hvor jeg i det hele taget er fra?


Hvor kommer trangen til at fremmedgøre fra? Og er det overhovedet vigtigt at vide hvor en person er fra, for at kunne lære mennesket bag ordenligt at kende? Personligt kan jeg godt selv genkende interessen i andre folks etniske baggrund. Det er spændende. Men jeg mener, at det at fokusere på menneskers etnicitet, ofte fjerner fokus fra det foranstående menneske. Jeg har i hvert fald oplevet mange gange, at min hverdag og interesser blev tilsidesat ved møde med andre, lige så snart de fandt ud af, at jeg er grønlandsk. Folk er meget velkomne til at spørge ind til mit hjemland og min baggrund, men jeg synes at det er vigtigt, at det ikke er der man starter.

Jeg håber på, at det en dag, ikke længere, er hår og hudfarve der kommer i første, eller for den sags skyld, anden række i mødet mellem to mennesker.


Jeg ved, at fremtiden ser lys ud for mangfoldighed, og at der allerede er sket store forbedringer, bare de sidste fire år jeg har befundet mig det danske land.

Men jeg vil opfordre alle til, at næste gang de møder en person, så vent med at spørge ind til deres ”baggrund” indtil de selv nævner det. Og hvis ikke de nævner det, er det nok fordi det ikke er særligt vigtigt for hvem de er.


Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle