"hvor dansk kan du blive?"





Af Kezia Lisby | 4. februar 2020 | Essay



Året er 2020. Og Danmark, det er blevet tid til at se sig i spejlet.

Lad os skrue fem år tilbage:


Året er 2015. Året, der blev kendt for flygtningekrisen. Eller, Europas krise over flygtninge. Jeg husker det som året, hvor danskernes menneskesyn blev svøbt ind i politik, året hvor politiske partier skiftede farve som kamæleoner, og året, hvor der blev danset til dansktop efter folketingsvalget. Det var også året, hvor integration blev et brandvarmt ord – og hvis det ikke var det i forvejen, blev ordet i hvert fald rødglødende og brændte igennem samtlige politiske debatter og diskussioner, om, hvordan vores lille land skulle forholde sig til flygtninge.





Foto: Alf



Integration er et spændende ord, især i Danmark. For hvordan gør vi integration, når vi aldrig rigtig har gjort det før i så høj grad? Sandheden er, at vi er et lille bitte land bestående af en befolkning på 5 – snart 6 – millioner mennesker, der ligner hinanden både kulturelt, etnisk og genetisk. De eneste naboer, vi har været vant til at blive gæstet af i større mængder, har været fra nabolandene – mennesker, der ligner os, og hvis sprog ligner vores. På trods af at Danmark også har oplevet diverse flygtningetilstrømninger eller migrantbølger siden efterkrigstiden, virker det til, at Danmark den dag i dag stadig er et meget homogent land. Det er groft sagt danskernes udfordring i disse år at åbne døren for folkegrupper, der kommer langvejs fra og har andre etniske og kulturelle rødder, end hvad vi er vant til.


Der er bekymringer for hvordan Danmark mon skal overleve dens første store kulturelle sammensmeltning. Gisp! Hvordan har vi håndteret det indtil videre? Ikke besynderligt imponerende. Jeg vil vove at påstå, at de sidste fem års politiske tilgang til integration har lagt rammerne for et halvlunkent og uprofessionelt kulturmøde, som stadig volder os problemer i dag. Man kunne spørge sig selv, om vi egentlig har givet integrationen et reelt forsøg?


Integration skabes ved et gensidigt forhold, der kun fungerer når begge parter udviser respekt, samarbejdsvilje, og interesse. Desværre er det sådan, at danskerne søger efter disse egenskaber hos andre uden at feje for egen dør først. Respekt? Har de fleste. Samarbejdsvilje? Okay så. Interesse? Næsten lig med nul. Os danskere er så fikserede på, hvordan et udefrakommende folk bedst kan assimilere sig ind i danskhed, at vi glemmer, at det er mennesker med en helt anden bagage og baggrund, vi snakker med. I de sidste fem år har samtalen drejet sig meget om, hvad der er dansk og danskhed: pølsevogne, jul, og frikadeller? Det eneste spejl vi som sådan har brugt til selvrefleksion har været badet i et narcissistisk spotlight.





Foto: Alf



Året er 2020, og det er blevet tid til at se kritisk på det spejl vi bruger til at måle os selv og andre efter. Den danske måde at gøre integration på har været ligeledes støbt efter denne måleenhed. Det grundlæggende spørgsmål, vi stiller vores nye naboer er: ”Hvor dansk kan du blive?”, med en forudsætning om, at jo mere dansk, jo bedre. Det der står mellem linjerne er, at danskerne ikke kunne være mere ligeglade med at stille sig nysgerrige på andres kulturelle ophav. Dét vi ikke ser ud til at forstå, er, at den manglende interesse bliver gensidig fra dem, vi i princippet ønsker at integrere.


At integrere sig i et samfund kræver individets egen agens, villighed, tålmodighed til at lære sprog, normer, og kultur - helt sikkert. Men at blive integreret i et samfund kræver også en håndsrækning; en invitation, en følelse af at være velkommen. Det kræver at vi spørger: Hej, hvem er du? Hvad har du med?


Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle