hvorfor tager vi fængsler for givet?





Af Emilie Guldborg Andersen | 11. marts 2020 | easy



De fleste af os tænker på fængsler som noget helt uundværligt og naturligt. Vi vokser op, og vi leger politi og røvere. Vi tænder fjernsynet og ser på et mylder af film og tv-serier om politibetjente, der jagter forbrydere, og vi får en dejlig følelse af retfærdighed i maven, når skurkene til sidst ender bag tremmer, hvor de hører hjemme. Faktisk er det svært at forestille sig, hvordan vores samfund ville se ud uden fængsler.


Men hvorfor egentlig det? Der er god grund til at stille spørgsmålstegn ved vores fængselssystem. I USA har bevægelsen for afskaffelse af fængsler (the prison abolition movement) været aktiv næsten lige så længe, som der har været fængsler i landet. Aktivister fremhæver udbredt vold, seksuelle overgreb og isolation som eksempler på de måder, fængslede personer systematisk får deres menneskerettigheder krænket.





illustration: Iben Gad



Også herhjemme er der god grund til at kritisere fængselssystemet. Så sent som januar måned i år modtog Danmark alvorlig kritik fra Europarådets Torturkomité på baggrund af forholdene i vores fængsler. Kritikken går bl.a. på langvarig isolationsfængsling af frihedsberøvede personer. Ifølge komitéen bruges isolationsfængsel i Danmark både alt for ofte og i for lang ad gangen, og - i strid med de europæiske konventioner - isoleres også personer fra særligt udsatte grupper som f.eks. unge. Rådet kritiserer også Udlændingecenter Ellebæk. Her sidder afviste asylansøgere frihedsberøvet af grunde, der intet har med kriminalitet at gøre. Alligevel drives stedet som et fængsel, og de indsatte behandles i vid udstrækning, som var de kriminelle; ligesom indsatte i danske fængsler, har udlændingene for eksempel ikke ret til at have en mobiltelefon, så de kan ringe hjem til deres familier.


Udover at kritisere de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted inden for væggene, bør vi også kritisere fængslet selv. Jeg vil her fremhæve to grunde til at stille grundlæggende spørgsmålstegn ved fængsler:


FÆNGSLER ER IKKE ”NATURLIGE”

Nær det, der i dag hedder Fælledparken, på en flot aprilmorgen i 1772, blev Johan Friedrich Struensee henrettet til offentligt skue. Struensee havde fået dommen ”kvalificeret dødsstraf”. Det indebar en tilføjelse til dødsstraffen, hvor højre hånd hugges af før henrettelsen, og hvor den parterede krop efter halshugningen lægges på hjul og stejle. For almindelige danske borgere i 1772 forekom det sandsynligvis naturligt. Dette var en normal praksis, som var på straffeloven – uanset hvor ubehagelig og skræmmende den var. Derfor har denne form for straf ganske givet forekommet normal, hvis ikke uundgåelig.


For os, der har svært ved at forestille os en verden uden fængslet, er det godt at huske på, at det som institution er kulturelt og historisk specifikt. Det vil sige, at fængsling langtfra er den eneste måde, man kan håndtere vold og kriminalitet på. Det var først i starten af 1900-tallet, vi begyndte at bygge fængsler på den måde, vi kender dem i dag. Før den tid bestod straf i større udstrækning af fysisk afstraffelse, dødsstraf og offentlig ydmygelse, som f.eks. gabestokken. I Danmark blev kvalificeret dødsstraf først afskaffet med straffeloven af 1866, mens dødsstraf i sig selv blev afskaffet i 1930.


Jeg argumenterer på ingen måde for, at vi skal genoptage offentlige halshugninger. Men selvom det er en simpel pointe, er det vigtigt at huske på, at det som er lovligt i dag, kan forekomme umenneskeligt i morgen. Og at en praksis, som krænker basale menneskerettigheder, hverken bliver god eller retfærdig, fordi den er på straffeloven.


FÆNGSLING FORHINDRER DEN DØMTE I AT GØRE BOD

Hvorfor har vi fængsler? I den allermest optimistiske forstand kan jeg antage, at det er fordi, vi tror, de gør os tryggere, og at de dømte forlader dem som bedre samfundsborgere. I mere pessimistisk forstand tror jeg, det er fordi, de tilfredsstiller vores trang til straf og hævn; i stil med Islandske sagaer tilfredsstiller fængsler den impuls, der får os til at ønske at hakke vores fjender i småstykker. Uanset hvilken vinkel man anlægger, er fængsler en løsning på et problem, vi kommer til at have lige så længe, vi lever sammen i et samfund: vi har fængsler for at håndtere det faktum, at nogle gange gør mennesker hinanden ondt.


Danielle Sered er administrerende direktør i Common Justice i USA, en forening der kæmper for at reducere vold. Hun advokerer for en radikalt anderledes tilgang til den vold og skade, mennesker forvolder hinanden: vi skal erstatte straf med det, hun kalder ”accountability”. Det kan oversættes til ansvarlighed eller til at gøre bod – at vise i sine handlinger, at man angrer sine synder. Ifølge Sered er fængsler ikke en måde at holde folk ansvarlige på – fængsler er ikke et middel for bod.


Når man fængsler en person, der har gjort andre ondt, isolerer man dem nemlig fra den skade, de har forvoldt. Allerede fra starten opfordres de til at fornægte deres ansvar, idet dem, der skal tale deres sag (forsvarsadvokater) vil opfordre til at benægte: ”ikke skyldig!” Hvis de derefter dømmes for deres forbrydelse, vil de tilbringe deres næste tid afskåret fra dem, de har voldt skade på. Fængselsstraffe har hermed en dobbelt negativ effekt: på den ene side forårsager de skade på den indsatte, som strider imod basale menneskerettigheder; på den anden side fritager de den indsatte fra den smertefulde oplevelse, der ellers følger med, når man forårsager skade i et fællesskab – nemlig ansvaret for at se konsekvenserne af sine handlinger i øjnene. Fængsler fratager på den måde personer muligheden for at gøre bod.


Den offentlige reaktion på Britta Nielsens dom for svindel er en god illustration af Sereds pointer. Da Britta Nielsen blev idømt 6,5 års fængsel for svindel på 117 millioner, gav mange udtryk for, at hendes straf var for kort. Men hvad ville en længere straf hjælpe, andet end at tilfredsstille vores forbitrede trang til at få Britta ned med nakken? De udsatte borgere, hun stjal pengene fra, får ikke mere tilbage fordi hun får en længere straf. Ja, at afsone 6,5 år bag tremmer er en utilfredsstillende konsekvens af at misbruge sin offentlige stilling til at stjæle et absurd millionbeløb. Men det er en fejlslutning at tro, utilfredsheden bunder i at straffen er for kort; at med en længere straf ville Britta ”lære lektien”. Måske er den flade fornemmelse, der spredte sig blandt mange danskere, faktisk et tegn på at vi intuitivt forstår. Vi forstår, at fængselsstraf er en utilstrækkelig reaktion, når et menneske forvolder skade. Vi forstår, at det at afsone en fængselsstraf ikke er det samme som at sone.


At skabe en verden uden fængsler kan forekomme en uoverkommelig opgave – det er de færreste, der overhovedet har fantasi til at forestille sig et alternativ. Samtidig er det absolut nødvendigt at kritisere eksistensen af et system, der så grundlæggende og så omfattende krænker de indsattes menneskerettigheder. Vi skal huske, at fængslet ikke er et naturfænomen – det er en institution, der kan ændres. Derudover skal fængsler kritiseres fordi de – selv i deres mest humane form – ikke er et effektivt svar på den vold, der opstår mellem mennesker.


Af disse grunde kan fængsler ikke tages for givet.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle