INTERVIEW MED FÆLLESSKAB FOR KRITISKE LITTERATER





Af Alvilda Reiter Jakobsen & Signe Ai Jing Rodkjær | 15. januar 2020 | interview



Alle uddannelser har et pensum; det udvalg af tekster man læser på sin uddannelse. Vi lærer om opdagelsesrejsende, Herman Bang og kristendom. Men hvem bestemmer, hvad der er vigtigt at lære om og af hvilke grunde? Hvilken viden får lov at komme med på pensum, og hvad bliver valgt fra? 


Vi har talt med Josefine og Sarah, som har været med til at starte Fællesskab for Kritiske Litterater, den første gruppe for pensumkritik på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Om deres erfaringer med opstarten af gruppen, om hvad pensumkritik kan gøre for én personligt og fagligt, og hvordan alle kan gøre det. Men først og fremmest, hvorfor pensumkritik overhovedet er vigtigt? 


Josefine

Det fede ville jo være, hvis man helt fra folkeskolen lærte, at det man har på pensum er et udpluk af viden. Der er vildt meget vigtig viden, for eksempel om kolonialismen, jeg først har tilegnet mig senere i mit liv. Jeg føler det er ret sent, det går op for mig, hvor fucking brutalt, det har været, og som er ret vildt jeg ikke har vidst tidligere. Der er altså nogle aspekter, der ikke kommer med i undervisningen.


Sarah

Vidensproduktion er mega ideologisk og mega politisk. Det er det også på naturvidenskab eller økonomi, som i højere grad nok får karakter af at være objektiv. Der er en tendens til, at man tror, at man kan stille sig væk fra de ting, vi læser og se det fra et objektivt apolitisk sted. Som om, det man foretager sig ikke er politisk. Det er fordi, der er en tendens til, at vidensproduktionen, som sker alle steder, universitet, gymnasiet, folkeskolen, er det som giver mest logisk og empirisk mening. Det er det, pensumkritik skal gøre op med.





Illustration: Malene Bille



Så, man skal være kritisk over for den viden man får præsenteret, fordi der altid er lavet en udvælgelse og en vinkling. Mennesker er altid påvirket af de oplevelser de har haft, uanset hvor neutrale de prøver at være. Derfor vil den viden de producerer og udvælger til et pensum altid være farvet en af holdning og derfor være politisk. 

Det er også en pointe for Fællesskab for Kritiske Litterater, at kritik er noget man kan gøre sammen med andre. Det at være en gruppe kan være en stor hjælp, hvis man føler sig alene med sine tanker. 


Josefine

Det kan være svært at være kritisk på egen hånd i undervisningen. Så kan man i pensumkritikgruppen tale om hvad man synes er svært. Jeg kan huske, at jeg i hvert fald de to første semestre, havde det sådan, at hvordan skulle jeg dog være i stand til at kritisere den her teoretiker som ved meget mere end mig? 


Sarah

Især hvis man synes det er svært at række hånden op i undervisningen. Når man siger man skal være kritisk over for noget, så bliver det ret hurtigt til noget meget stort. At man skal kunne forstå alt hvad en eller anden teoretiker siger, for at kunne være kritisk. Det kan jo også bare være: Jeg forstår ikke den her sætning. Det er jo også kritisk arbejde.


Josefine

Ja, kritik kan også være at gå i dialog med en tekst, at turde stille spørgsmålstegn ved nogle ting. Jeg tror at ”kritisk” bliver meget negativt. Kritik er jo bare at man kan gå mere ind i teksten og ikke bare forstå teksten på dens egne præmisser. Det er i hvert fald gået op for mig med pensumkritikgruppen. 


I en pensumkritikgruppe kan man hjælpe og støtte hinanden til at formulere en kritik af nogle svære og uigennemskuelige teoretikere, og derved få en stærkere stemme i klasseværelset. Men det kan også være et rum, hvor der er mulighed for en anderledes tilgang til det man læser. 


Josefine

Man kan jo ikke komme uden om at man har nogle følelser. Det at man bliver påvirket afføder vel behovet for at være kritisk. Vi læste for eksempel Arthur de Gobineau, som var en fransk aristokrat fra 1800-tallet, der skrev nogle vildt ubehagelige tekster om “raceteori”, der er blevet anset som objektiv videnskab. Når man læser sådan noget, bør der være et rum, hvor det er okay at blive påvirket af at læse det, i stedet for at der er nogle, der siger man skal kunne objektivt på det. Et andet eksempel på noget vi har læst, er 1001 nats eventyr, hvor der er nogle voldtægtsscener. 


Når man er mange, der har en frustration og nogle tanker om noget stof, kan man bruge det til at skabe et fællesskab omkring kritikken. Men det kan virke abstrakt at skulle gå til kritikken, og derfor har vi spurgt Josefine og Sarah om, hvordan de helt konkret arbejder i pensumkritikgruppen. 


Josefine

Vi har haft det, der hedder text cinema, hvor man projicerer en tekst op på en væg. Det kom vi til fordi vi læste en svær tekst af Adorno og så skiftedes vi til at læse et afsnit op, og så diskuterede vi afsnittet sammen. Det en meget kollektiv måde at gå igennem en tekst og forstå den. Derudover har vi i FKL gruppen lavet filmvisninger, og vi har holdt oplæg for hinanden. 


Sarah

Vi har haft oplæg om Siri Hustvedt, Sara Ahmed, Rebekka Solid. Det er meget hvis folk har læst noget uden for pensum, de har lyst til at fortælle om. Josefine Vi startede jo ret meget som en intern gruppe. Vi øvede os i at lave kritik ved at diskutere bestemte ting fra pensum og læse alternativ sekundær litteratur til værker som vi ønskede en anden vinkel på, for eksempel romanen Oronooko [Aphra Behn, 1688]. Og så i efteråret begyndte vi at blive mere aktivistiske i vores kritik. 


En del af gruppens aktivisme har været at sende et brev til deres undervisere med kritik af pensum, ideér til nuancer og refleksioner over undervisningen. Vi spørger, hvordan underviserne har forholdt sig til brevet?


Sarah

Jeg synes helt generelt, at det blev modtaget godt, og at vores undervisere generelt havde syntes, det var rigtig fedt, at vi har engageret os. Men det blev heller ikke modtaget bare med åbne arme. Der var også en vis tilbageholdenhed og en vis anklage om, at vi var overfølsomme, og at vi bare ville have et safe space.


Josefine

Har man et fællesskab til at være kritisk i, er man jo også stærkere. Så når man skriver et brev til underviserne, og holder et møde med dem, som vi gjorde, tror jeg det er en god måde at være kritisk.






En anden form for aktivisme, gruppen har prøvet af, er at lave et seminar om kanon. I løbet af en eftermiddag, fik alle der havde lyst, lov til at høre på en række kloge mennesker, der fortalte om deres arbejde med kanon. Mens pensum er de konkrete værker du læser på en given uddannelse, henviser kanon i denne sammenhæng til den fælles idé om, hvad der er historisk og kulturelt vigtigt at læse og beskæftige sig med. Seminaret er en del af gruppens ambition om at nå ud til en bredere gruppe mennesker og få dem til at tænke over, hvad vi læser og hvorfor, og hvad pensumkritik egentlig er.


Josefine

Jeg tror det overordnede mål ikke er knyttet til litteraturvidenskab, men at ændre den generelle holdning til pensumkritik. Der har været en generel holdning til at pensumkritik er censur. At når du går ind og siger, at jeg synes ikke vi skal læse de her kolonialistiske tekster, så synes folk de er skrevet i en anden tid, og det er censur fremfor kritik. Det har man for eksempel kunne se ved debatten om det identitetspolitiske ved pensumkritik i efteråret 2018. Kanon har jo ændret sig før. I takt med, at der kommer mere litteratur vil kanon jo ændre sig, så det er mærkeligt, at det skal kaldes censur at ændre noget.


Så pensumkritik er vigtigt fordi intet er neutralt. Det er godt, når man er mange, men hvis man ikke kan overskue at starte en gruppe op fra bunden, er der mange andre måder at forholde sig kritisk og reflekterende til sin undervisning. Der er mange måder at søge viden, som man ikke bliver undervist i, i skolen. Viden der kan give nye forståelser og perspektiver. 


Find Fællesskab for Kritiske Litterater her: https://www.facebook.com/KritiskeLitterater/



ANBEFALINGER

Hans Otto Jørgensens egen kanon fra det moderne gennembrud: Horden


Kamilla Löfströms anbefalinger fra kanonseminaret

- Primo Levi: Vidnesbyrd 

- Nanna Storr-Hansen: Mimosa & Spektakel

- Christina Hagen: Korrekthedsbiblen

- Liv Strömquist: Kundskabens frugt 

- Kristina Stoltz: Cahun 

- Anne Højgaard Viemose: Dødsknaldet i Amazonas 

- Noa Kjærsgaard: Jeg slår mig selv på brystet 

- Nikolaj Zeuthern: Buemundet guitarfisk & Viceværtdigte 

- Ursula Andkjær-Olsen: Det 3. årtusindes hjerte 

Ammelitteratur

- Hulda Lütken: Degnens hus 

- Karolina Ramqvist: Den hvide by 


Shëkufe Tadayoni Heibergs anbefalinger fra kanonseminaret

- Persisk Avantgardelitteratur, udvalg af Omid Shams, oversat af Shëkufe Tadayoni Heiberg 

- Nader Ebrahimi: Byen jeg elskede 

- Hoda Hadadi: Jeg tænker på et hjem & Bjerget der ville rejse

- Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd 

- Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage 

- Sadeq Hedayat: Den blinde ugle 

- Shëkufe Tadayoni Heiberg : Æg 



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle