Alberte er boblet i en firkantet verden





Af Malu Rosing | 17. februar 2020 | Portræt



I lang tid har jeg smilet, nikket og gjort, hvad der skulle til.

Jeg føjede mig og begyndte den akademiske vej

Følger så godt med, som jeg nu kan

Men det er tydeligt, jeg ikke færdes i det akademiske land.

Ordene falder sammen, min krop vil bevæge sig og tankerne synger i ørene på mig.


Men det er det rigtige

Siger jeg til mig selv

Mens jeg kæmper mig mod universitetet



Sådan lyder introen til Alberte Halmø’s poetry slam med titlen I lang tid har jeg smilet.

Digtet handler blandt andet om, hvordan det er at være et kreativt menneske, der pludselig befinder sig i en verden af bokse, der skal afkrydses og rum, der ikke skal larmes i.


Alberte er nemlig startet på universitetet som 26-årig, efter en lang periode med det kreative som omdrejningspunkt for hendes liv og hverdag. Hun har altid været meget optaget af det at kunne udtrykke sig og fortæller, hvordan hun siden hun var helt lille har sunget og danset, hvilket senere hen er blevet til teater poesi.





Alberte Halmø af Malu Rosing



  • - Fra jeg var 12 til jeg var 24 år, troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg har selv søgt ind på teaterskolen tre gange. Og fra 2016 har jeg skrevet digte, ikke i nogen særlig form, men bare skrevet.

Hun siger, at hun altid har haft svært ved at finde sig selv og sin plads i skolesystemet – både i folkeskolen, på gymnasiet og nu på universitetet.


Hvorfor valgte du så at søge ind på universitetet?

- Jeg søgte ind på universitetet fordi jeg skulle prøve noget nyt, og det var en udfordring. Jeg har aldrig været den gode i skolen, fordi mit drive altid har været det kreative.


Fortæller hun og fortsætter:

- Det universitetet kan, er at få mig til at reflektere over nogle ting, jeg aldrig har overvejet. Som jeg aldrig har tænkt over, da jeg arbejdede med kunst. Der er noget, jeg helt klart har manglet i det kreative miljø, som jeg nu føler, jeg har fået. Det jeg mangler nu, i det akademiske liv, er den måde vi kan nytænke det at uddanne os og danne os.


Men Alberte gør også meget ud af at fortælle, hvor vigtigt det er for hende at kunne udtrykke sig selv gennem sin egen krop, hvilket hun bestemt ikke mener, at hun får lov til i den akademiske verden. Blandt andet føler hun, at undervisningsmetoderne er forældede og kan ikke sætte sig ind i, hvad hun fornemmer, er den generelle tankegang om, at man skal uddanne sig for at få en uddannelse og tjene penge; ikke fordi det er noget, man ikke kan lade være med, ligesom hun har oplevet det i teaterverdenen:


- I den kreative verden handler det altid om processen, og ikke så meget målet. På universitetet handler det om at blive færdig, så man kan få et arbejde og tjene nogle penge. Folk vil gerne lære, men hvordan vil de egentlig lære?

Hvordan mener du, at den kreative verden og den akademiske kan lære af hinanden?

- Jeg tror, det ville gøre rigtig meget, hvis de to verdener arbejdede mere sammen. Noget jeg savner ved det akademiske liv, er den måde, jeg interagerer med folk på. Jeg kan godt savne, at man kommer hinanden mere ved. Der er noget ved, at hvis vi tør at komme hinanden ved, så tror jeg også, vi tør at realisere nogle nye sandheder overfor os selv, som gør, at vi vil komme endnu længere ind i, hvad der er mere mangfoldigt, eller et mere nuanceret billede af verden. Det at komme hinanden ved, og måske lave noget fysisk sammen, og snakke om noget privat har en stor betydning for den måde, man arbejder sammen på.





Alberte Halmø af Malu Rosing



Alberte går selv rundt med en lille tanke om, måske en dag at få lov til at ændre måden, hvorpå man underviser i fremtiden. Hun mener, at vi som mennesker skal være bedre til at bruge hinanden og skabe et rum, hvor det er muligt at pulse sammen, dele tanker, idéer og følelser med hinanden. For hun mener, at vi på den måde kan komme ensomheden i den akademiske verden til livs.


Hun lægger heller ikke skjul på de udfordringer, hun selv har haft ved at starte på universitetet:

- Jeg kan huske, at jeg i løbet af den første uge, begyndte at græde og sagde til min tryghedsgruppe: Jeg ved ikke, hvordan man gør.

Fortæller hun, og gør opmærksom på, hvor vigtigt det har været for hende at acceptere, at det ikke alt sammen var lige nemt, og hun opfordrer alle til ikke at være bange for at gøre tingene på sin egen måde og bare hoppe ud i livet.

- BE YOURSELF! Vær ikke bange for at græde og vær ikke bange for at være sur. Det gør ikke noget at stoppe, for der er ikke noget, der hedder 'at quitte'; det hedder 'at lytte til sig selv’, og det synes jeg er ret vigtigt.





Alberte Halmø af Malu Rosing



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle