KÆRE REGERING





Af Clara Berg-Jensen | 18. november 2019 | Klimaserie del 1



Lad ikke håbet ebbe ud. Et ordsprog er: “du leger med skæbnen”, men realiteten er, at vi kender til, og i årtier har kendt til, hvordan vores såkaldte skæbne ser ud. Og den ser sort ud. Det er en kamp hver dag at holde fast i håbet. Håbet og troen på, at vi endnu har tid til at stoppe lavinen og redde civilisationen. Men det vil betyde en radikal omlægning af vores samfund og vores måde at forstå “det gode liv” på.


Den anden dag mødtes jeg med klimaaktivister i en afsides krog af Kosovo. Mennesker fra 13 forskellige lande var samlet med det formål at bygge bro, etablere samarbejde og inspirere hinanden i vores fælles globale kamp mod klimaforandringer og for naturbeskyttelse. Mange af disse deltagere var overbeviste om, at Danmark klarer sig godt, når det kommer til at være bæredygtige. At Danmark er et foregangsland. Det er et flot ry - men er der sandhed og handling bag omdømmet?



Det er dejligt, og gør mig stolt, at den danske befolkning, og efterhånden også diverse danske partier, har en fælles forståelse og erkendelse af, at der er et problem. Og at regeringen vil indføre 70% reduktion mod 2030 er jo skønt, men det er samtidigt et minimum for at overholde Parisaftalen. Ja, det er mere end i mange andre lande, og det er endnu ikke en viden og accept, man har i mange af de lande. Men med denne forståelse af omstændighedernes omfang og seriøsitet, gør det mig dagligt svimmel, frustreret og forvirret, når jeg ikke kan se nogen konkret handling fra vores magtinstitutioner. Der er ingen vej tilbage - med viden og erkendelse kommer et ansvar. Et ansvar, vi har forsømt i flere årtier. Om man kan lide det eller ej.





Illustration: Sissel Ørbæk



Og tiden er knap. Vi må vise verden hvordan man aktivt kæmper imod den lavine af klimaforandringernes konsekvenser, som i en brølende fart er på vej ud over os. En lavine er svær at stoppe, men der er mulighed for at forebygge, mindske risici og reducere skadernes omfang.


Møder med mennesker, som dem jeg mødte i Kosovo, samt alle dem jeg har mødt gennem Den Grønne Studenterbevægelse, holder mit håb i live. Men det er en energi og et håb, som jeg føler, vi har på lånt tid. Når håbet aldrig når forløsning, vender det sig til håbløshed. Sådan et samfund vil jeg nødigt leve i. Et samfund i håbløshed, ramt af en lavine.


Lad det ikke fortsætte sådan her. Vi skal ikke have flere lig på bordet før vi ser handling. Vi skal lytte til forskere og eksperter, være modige og progressive. Vi kan ikke vente på, at alle danskere har kørt så meget i deres benzinsvinere, at de skal købe sig en ny elbil. Cut the shit og cut vækstsamfund. Vi har en civilisation at redde.


Mvh. Clara



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle