EN GENERALPRØVE PÅ ÅRTIET





Tekst af Mads Thunestvedt | Illustration af Malene Bille | 23. marts 2020 | Klumme



“Mette Frederiksen lukker Danmark ned” stod der med gule breaking skilte på de fleste danske hjemmesider minutter efter det pressemøde, som sidenhen er blevet kaldt historisk. Men pressemødet afslørede også noget andet end at Danmark nu var i en form for undtagelsestilstand. Den afslørede, at der stadig er en enorm magt i nøglerne til statsministerkontoret, at der stadig er et politisk manøvrerum til at håndtere kriser, og at det stadig er muligt at definere hvad samfundet må og ikke må - på godt og ondt.





Denne afsløring og reetablering af magtens muligheder er interessant i et årti, der pga. klimakatastrofen bliver kaldt ‘det mest afgørende årti i historien’. Interessant fordi det genskaber muligheden for at vælge mellem forskellige systemer, og ikke blot forfølgelsens af mantraet om ‘nødvendighedens politik’. Et mantra, der er blevet sunget fra alverdens administrative glasfacader siden den britiske premierminister i 80’erne Margaret Thatcher udtalte, at “der eksisterer ikke noget samfund, kun familier.” Men dette mantra kan i en coronatid, hvor vi mere end nogensinde forskanser os sammen med familien, paradoksalt nok forsvinde, da nødvendigheden for samfundet på samme tid aldrig har været større. Det er med andre ord gennem familien, at vi nu kan se behovet for samfundet.


I et interview i Politiken søndag udtaler historikeren Yuval Norah Hariri, at “det vi skal være mest bange for, er den her krybende totalitarisme, som lister sig ind i demokratierne under dække af coronakrisen”. Og det er det knivsæg, samfundet står på efter at feberen har lagt sig. Behovet for en stærk stat, der kan afbløde virussens skadelige virkninger overalt, men med et civilsamfund, der kan kaste et kritisk lys på myndighedernes magtmisbrug. Denne læring bliver der brug for, når klimaet for alvor sætter ind og lysten til totalitære løsninger bliver større.


For Mette Frederiksen kan kun lukke Danmark ned i et par måneder, ikke årtier som klimakatastrofen potentielt kan tage. Genopdagelsen af magten hos statsministeriet skal derfor tages med ind i kampen for klimaet, for nu er det tydeligt for alle at både civilsamfundet og staten kan omstille sig i krisens tegn. Det er der brug for, når pengene fra olien forsvinder. Det er der brug for når afgrøderne svigter. Det er der brug for i “det mest afgørende årti i historien”.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle