kærlighed i coronaens tid





Af Mads Thunestvedt | 16. marts 2020 | Klumme



Samfundet er gået i hi. Det våger på lav blus, og i alle landets huse og lejligheder kigger folk opmærksomt på hinanden, på TV’et, på udviklingen. Skræmt af det usynlige, distanceret fra det synlige, det sociale, det sjove og det meningsfulde. Det er som om at livet på et par dage er sat i fuldkommet bakgear. Epidemiologen Franck M. Snowden siger i dagens Information, at “epidemier er et spejl for os mennesker”, et sted hvor vi kan os selv i et andet lys, et nyt perspektiv. Men som vi kender fra Snehvide, er spejle ikke en objektiv sandhedssiger; spejle fortæller først og fremmest dét man gerne vil se, dét man gerne vil vide, dét man gerne vil høre: Du er den smukkeste i landet her.





illustration: Malene Bille



Kriser og epidemier kan fra et historisk perspektiv anskues som store bump på vejen, hvor der efterfølgende skal besluttes hvilken vej der skal køres. I et kontrafaktisk univers kan man derfor vurdere hvordan dagens Mellemøsten havde set ud, hvis ikke USA havde sønderbombet regionen efter angrebet på World Trade Center. Eller vurdere om Anden Verdenskrig ville have fundet sted, hvis ikke versaillestraktaten pålagde Tyskland en enorm krigsgæld. På den måde kan man anskue den videre historiske udvikling som summen af en masse små handlinger, der skal lede store begivenheder mod den et givent resultat.


I bogen Chokdoktrinen redegør Naomi Klein for hvordan kriser, som Tsunamien i 2005, Orkanen Katrina i 2006 og Irak-krigen, alle blev udnyttet af chok-kapitalister til at privatisere, deregulere og kapitalisere. Det førte til store Hilton hoteller på fiskerstrande Thailand. Det førte til massiv deregulering af sundhedssektoren i New Orleans. Det førte til massiv privatisering af militæret i Irak, som gjorde at Irak-krigen muligvis var den første privat førte krig nogensinde. Kriser er med denne form for udnyttelse dermed ikke blot en samfundsmæssig deroute, men en storslået mulighed for at overudnytte et rum for investeringer, som ikke fandtes før. I en tid med en global pandemi hængende som en usynlig fjende imellem os mennesker, må vi derfor undgå at der ikke bliver spundet guld, skabt ulighed og lavet deregulering, og i stedet kigge os selv i spejlet og spørge: Hvordan kan jeg være mest solidarisk med mine medmennesker? Hvordan kan jeg skabe kærlighed i coronaens tid?



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle