nødvendige arbejders kampdag





Tekst af Mads Thunestvedt | Illustration af Malene Bille | 4. maj 2020 | klumme



Fælledparken stod tom, de røde faner blev ikke vejret i luften og ‘Internationale’ blev ikke sunget, som var revolutionen en snarlig uundgåelig begivenhed. Der blev ikke slået bro fra kyst til kyst, men til gengæld fra skærm til skærm. 1. maj var ikke helt 1. maj i år, men måske af den grund er der endnu større grund til at hylde arbejderne.


Vi er siden starten af coronakrisen blevet kendt med udtrykket ‘nødvendige arbejdere’, som gælder alle dem som samfundet ikke kan undvære. Vi ved godt hvem de er. SOSU’er, sygeplejersker, pædagoger, læger, kassemedarbejdere, pakkebude, buschauffører, lærere, tømrere, VVS’er, elektrikere, rengøringsarbejdere. Alle jobtitler hvor jobbet beskriver hvad arbejdet går ud på. Derfor må man spørge sig selv, hvad ‘ikke-nødvendigt arbejde’ egentlig går ud på.





Retorikprofessor Christian Koch har en enkel regel, som kan afsløre om der er noget væsentligt indhold i et budskab, og det er ved at sætte ordet ‘ikke’ foran. Et eksempel på det kunne være at en politiker i en debat udtaler “vi skal prioritere sundhed”. Her dækker budskabet ikke rigtig over noget, hvis man satte et ‘ikke’ ind foran ‘prioritere’, så sætningen kom til at lyde “vi skal ikke prioritere sundhed”. Det ville ingen politikere sige, hvilket gør det oprindelige budskab uden reel indhold.


Spørgsmålet er derfor om der reelt er noget arbejde i alle de ‘arbejdere’, der i disse uger holdes hjemme eller om deres arbejde bare er et bluffnummer, da udtrykket “ikke-nødvendige arbejde” vel er et oxymoron, der ikke giver nogen mening, og som måske kun er til mere skade end gavn.


I de sidste par år, er der kommet en del fagbøger, herunder Pseudoarbejde af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen og Bullshit Jobs af David Graeber, der begge kortlægger af 30-40 procent af samfundets arbejde ikke generer nogen reel værdi overhovedet, og det i værste fald blot er benspænd for hinanden til stor psykisk skade for den enkelte medarbejder. Det er ikke nemt at have et meningsløst pseudoarbejde, på trods af at sådan et job i overvejende grad giver mere i lønningsposen end hvad “nødvendige arbejdere” tjener. Tænk blot på alverdens konsulenter, der sender emails frem og tilbage, for til sidst at skrive en rapport, som ingen læser, der konkluderer noget som alle vidste på forhånd.


Derfor tjener Coronakrisen og Christian Kochs regel, at vi kan afsløre hvem der betyder noget for samfundet, og at det til ingens overraskelse er dem som i sidste ende udfører et arbejde. Må 1. maj af den grund blive en hyldest til den skare af mennesker, der ikke blot har det ‘nødvendige’ arbejde, men som faktisk udfører et arbejde. Et virkeligt nødvendigt arbejde.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle