Dollarkratiet og vores mistede forestillingsevne





Tekst af Mads Thunestvedt | Illustration af Malene Bille | 27. april 2020 | klumme



Vi hylder det, går i krig for det, deltager i det, stemmer om det.

Dét er selvfølgelig demokratiet.

Og bag ved demokratiet ligger der en dejlig historie, vi igen og igen fortæller os selv. En historie om folkemagt, fællesbeslutninger, vundet igennem kamp engang i det 19. århundrede, men hvordan står det egentlig til nu? Klapper vi blot os selv på demokratiskulderen af ren og skær vane? Anarkisten Emma Goldmann sagde engang i 1930’erne, at “den eneste grund til at vi fik stemmeret, var at det ikke ændrede noget alligevel”. Det udsagn stemmer ikke overens med folkemagt og fællesbeslutninger, men skriger til himlen om skindemokrati og falske forudsætninger. Og selvom man måske skal tage Goldmann citat med varsomhed, er der måske noget om snakken. Ifølge politologen Chantal Mouffe bevæger demokratiet mellem to afhængige poler, der udgør navnet Det Liberale Demokrati. Hvis demokratiet bevæger sig for meget mod det økonomisk liberale bliver det hurtigt et oligarki, hvor demos erstattes af dollars. Det er der vi som samfund bevæger os hen imod: Dollarkratiet.





Men hvordan kom vi som samfund derhen til denne post-demokratiske verden? Skete det bare overnight eller kan man spore tendenserne tilbage til bestemte begivenheder? Mange peger tilbage på 80’erne deregulering af økonomien, som skabte yuppierne, og Margaret Thatchers påstand om, at ”der ikke er noget alternativt” til samfundsordenen, hvor ord som nødvendighedens politik blev på mode hos de fleste regeringspartier. Begge påstande indebærer at et samfund kun kan drives på én bestemt måde. Og hvorfor så have et demokrati, hvis svaret allerede er givet på forhånd? Med andre ord er vores politiske forestillingsevne blevet reduceret til automatisk at gendrive lærebøger, der fortæller det samme og samme igen: Der findes kun en vej. Vores vej.


I Dollarkratiet er det ikke svært at se hvem der har magten. Og magten er i dette tilfælde ikke kun magten til beslutninger, men i ligeså høj grad magten til at definere hvilke samtaler beslutninger skal tages på. Det skaber selvsagt en situation, hvor dollartegnene kan placere de ’vigtige’ emner i ét lokale, og definere samtaler, befolkningen gerne må diskuteres i et andet. Det efterlader vores allesammens demokratiske samtalesalon decimeret og ude af stand til at præge de diskussioner, der forudsætter fællesbeslutninger. På den måde bliver den politiske samtale frarøvet sin væsentligste karakter: At kunne forestille sig en anden verden, et andet samfund.


Jeg tillader mig at låne et tænkt eksempel fra antropologen David Graeber, der forestiller sig en verden uden grænser og spørger sig selv hvad der egentlig ville ske hvis man forbød grænser? Hans svar er, at vi som rige lande vil tænke meget mere over den måde vi opfører os på overfor ’udviklingslande’, og derefter prøve at gøre livet så godt som muligt for dem. Det ville vi gøre for at imødekomme en masse økonomiske migranter, der forståeligt nok søger derhen hvor man er sikret et bedre liv. Det er ikke raketvidenskab, det er blot at forestille sig det utænkelige.


Lige nu er forestillingen om åbne grænser absurd, da det ikke har nogen rod i det etablerede politiske system, der er båret af nationer. Men det er vel kun så absurd at de fleste landes grænser er trukket indenfor de sidste 150 år. Inklusiv Danmarks. Med andre ord: Vi lulles i en demokratisk søvn af det nuværende demokrati, der langsomt men sikkert fratager demokratiske rettigheder via økonomisk ulighed, privatisering af afgørende infrastruktur, og en øget centralisering af magten. Hvis man reelt ikke kan mærke forskel på højre og venstre eller Venstre og Socialdemokraterne, er det nok fordi forskellen er forsvundet ind i et sort demokratisk hul af ubestemmelig magtkoncentration. Så lad os vågne op. I fællesskab.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle