Litterære normbrud: Forfatter Gry Stokkendahl Dalgas





Af Freja Meiltoft Ovesen | 21. februar 2020 | beets litterær



»Det er noget, jeg bærer i mig. Tanken om litteraturen som en henvendelse.«


Gry Stokkendahl Dalgas udgav i efteråret digtsamlingen ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’ på forlaget OVBIDAT. Den handler om at springe ud som transkønnet og vente på at få sin første samtale ved Sexologisk Klinik. Om ventetid og kønsidentitet.


I ’litterære normbrud’ bringer vi hver måned et interview med en person om en bog, der har været med til at ændre deres syn på bestemte samfundsnormer eller egne vaner. Jeg besøgte Gry i hendes bofællesskab i Århus for at spørge ind til et værk, der har haft en særlig betydning for hende. Hun fremhævede Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ’det nemme og det ensomme’, som har haft en fast plads i hendes taske siden den udkom i 2013. Det havde sat sine spor på bogryggen, og den så betydningsfuld ud, som kun en virkelig gennemlæst bog kan gøre det.






Illustration af Emil Bertelsen



»Den handler om at være øm. Om at have en psykisk sygdom, at have angst. At have psykotiske anfald. Den handler om at være i forbindelse med sin familie. Om at være i forbindelse med dem, man elsker, og dem, man hader. Det er en meget øm bog, kort fortalt. Den handler meget om at henvende sig til andre, føle med andre og både være vred, men også kærlig, og om at bruge ømheden politisk. Det politiske og det ømme er viklet ind i hinanden i den bog. Det er evigt inspirerende for mig. Det er faktisk en bog, jeg ikke har læst i virkelig mange år, fordi jeg har en ærefrygt omkring den. Jeg bliver altid bjergtaget og revet med af den. Der er en form for magi eller kærlighed, som flyder ind i en selv. Så får man enten lyst til at føle den kærlighed eller, som jeg gør, lyst til at skrive.«


Hvad gør bogen særlig?

»Den har ramt ned de rette steder i mit liv. Det gør den særlig. Det var en af de første bøger, hvor jeg tænkte: Her er noget litteratur, der faktisk bare prøver at være et menneske først og fremmest. Her er en digtsamling, som ikke skriver med et fokus på at behandle noget meget systematisk, men mest bare taler. Henvendelsen er meget gennemgående. Der er hele tiden det taleagtige og løsslupne, som virkelig har betydet meget for mig. Det er det, der gør den særlig. Den giver mig altid en følelse af frihed i forhold til, hvad skrift kan, når jeg læser den.«


Hvor var du, da du læste bogen første gang?

»Jeg havde lige gået på Testrup Højskole i 2013, og var i slutningen af det ophold blevet ramt af en begyndende depression. Jeg læste den rigtig meget i den situation. Det var et efterår, der blev mere og mere skrækkeligt, hvor jeg havde et reelt sammenbrud. Bogen var en ven, hvor jeg kunne finde en form for lykke. Den var både noget, jeg kunne relatere til, men også noget, der gav mig en vej ud af det triste og det ensomme. Jeg læste den også rigtig meget i foråret 2014, hvor jeg selv begyndte at skrive. Så jeg var også meget inspireret af den bog. Den gav mig adgang til mine egne oplevelser og en tilgang, der gjorde, at jeg kunne skrive om dem til andre. Jeg kunne henvende mig til folk med mine erfaringer. Bogen kommer med det ekstremt private og siger: Det her er vigtigt, det her vil jeg sige til jer. Det er en form for kærlighed, og det var jeg ekstremt inspireret af. Det er jeg stadigvæk. Jeg begyndte med at skrive digte på Facebook, der handlede om mine følelser og min hverdag. En form for reportage eller beretning fra den indelukkede tilstand, jeg havde været i hen over efteråret og foråret.«


Har bogen ændret betydning for dig med tiden?

»Den er mindre nødvendig. Jeg skal ikke besøge den hele tiden, som jeg skulle dengang. Men jeg har fået en tryghed og rygrad gennem bogen. Jeg ved, at den digtsamling altid har min ryg og altid er en form for trøst, som jeg har fået installeret i mit eget hoved på en meget lykkelig måde. Hver gang jeg kan blive trist eller modløs, tænker jeg altid på den tilgang og ømhed, bogen har givet mig. Det er et værktøj til at acceptere det opløste i det triste. At acceptere opløsningen fuldstændigt og bruge den som en styrke. I stedet for en opløsning indad, bliver det en opløsning udad, som lukker verden ind. Det er også en stædighed omkring, at man har noget at give til verden. Bogen er stædig med sin kærlighed, og det er det, der gør den så stærk. Lige så snart man åbner sig for sin omverden, giver man den omverden et kram. Så er der ikke længere en tristhed.«


Hvilke normer oplever du, at værket udfordrer?

»Det er en kritik af, hvordan man i samfundet ofte har isoleret folk med psykiske sygdomme eller folk, der ikke er i stand til at arbejde. Der er flere steder i digtsamlingen, der handler om at søge kontanthjælp eller om den måde, man taler om arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere på. Det ramte mig, da jeg selv har været arbejdsløs mange gange. Den åbner op for, at folk kan være solidariske med nogen, de ikke troede, at de kunne. Hun laver en menneskeliggørelse af dem, der ikke kan arbejde. Eller dem, der i hvert fald ikke kan arbejde på samme måde som andre. Den kræver, at der kommer respekt tilbage til de liv igen. Det er en grundlæggende kritik af normen indenfor arbejdsmarkedet. Eller den værdi, vi lægger i meget arbejde. Jeg ser, at det system, Asta kritiserer i sin digtsamling, stadig er noget, der rammer folk omkring mig hele tiden. Der er en manglende medfølelse, der hele tiden sker omkring mig.«


jeg vil tale om det portræt der tegnes af det menneske som ikke arbejder

det billede, der langsomt fremmanes, af den ikkearbejdende som et menneske uden moral

jeg vil tale om den mistænkeliggørelse der finder sted og dækker alle livets områder. den ikkearbejdendes samfundssind, madvaner, æstetik, uvilje til at rydde op i baghaven, evne til at opdrage børn

(uddrag af Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme)



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle