LITTERÆRE NORMBRUD: sOCIAL SCIENCE FICTION





Af Freja Meiltoft Ovesen | 29. november 2019 | beets litteratur



I denne uge introducerer vi en ny serie her på yellow beets: Litterære normbrud. Hver måned vil vi bringe et interview med en person om en bog, der har været med til at ændre deres syn på bestemte samfundsnormer eller egne vaner. Her i november starter jeg ud med kort selv at fortælle om en bog, der for nylig har været særligt inspirerende for mig. På søndag vil jeg supplere med en liste over flere bøger, der har været med til at udvide mit syn på samfundet og bøger, man med fordel kan sætte på ønskelisten, hvis man holder jul.





Illustration: Emil Bertelsen



Bogen jeg har valgt, er en science fiction-roman og en socialistisk utopi. Måske lyder det lidt ’far out’ i relation til vores virkeligheds normer – hvis altså man kan tale om, at vi deler en fælles virkelighed. Men det er netop noget af det magiske ved fiktion. Gennem fiktionen kan man få lov til at leve sig ind i et alternativt univers, men samtidig relatere til tankemønstre og følelser og lære noget om sig selv og sine omgivelser.


Hvilken bog har jeg valgt?

Jeg har valgt at anbefale Ursula K. Le Guins roman ’De Udstødte’. Den blev udgivet første gang i 1974, og er ikke blevet mindre relevant siden. Romanen skildrer de to planeter Urras og Anarres, der på mange måder er hinandens modsætninger. Urras har nogle tydelige fællestræk med den klode, vi lever på. Den står for kapitalisme og ulighed, og har et dybt patriarkalsk samfundssystem. Anarres står for anarkisme og fællesskab, og befolkningen her er udsprunget fra den kapitalistiske planet et par hundrede år tilbage.



Hvilke refleksioner har bogen sat i gang hos mig?

De skarpe kontraster mellem kapitalismen på Urras og den alternative samfundsform på anarkistiske Anarres sætter tanker i gang om, hvilket samfund man selv ønsker. Ingen af planeterne fremstår som ideelle eller ønskværdige samfund, men Le Guin illustrerer, hvor anderledes et samfund kan indrettes, hvis man tænker udenfor de normer, vi kender til. Jeg har gennem mit liv mødt mange udtalelser som ”Det kan vi jo ikke ændre på”, ”Sådan har det altid været” eller ”Enkelte personers handlinger kan ikke gøre en forskel”. Jeg har aldrig troet på, at jeg eller andre ikke skulle kunne ændre noget. Heller ikke på, at tingene nødvendigvis skulle forblive på lige præcis den måde, vi kender i dag. Det virker tværtimod meget naivt. Så selvom Le Guin drømmer væsentligt større end jeg selv gør, giver den mig et håb for, at der findes en verden udenfor de samfundsstrukturer, vi har i dag.


Bogen er udgivet på dansk hos Lindhardt og Ringhof i 2017.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle