Privilegiebevidsthed og medmenneskelighed kom med hjem i kufferten





Tekst af Anna Christensen | Illustration af Malene Bille | 2. juli 2020 | yellow bean





Jeg er på mange områder privilegeret; jeg er fra Danmark, jeg har haft en ganske almindelig opvækst og så er jeg ikke mindst hvid. Alt dette er jeg gennem mine teenageår blevet mere og mere bevidst om. Med de seneste ugers artikler, debatindlæg og personlige beretninger om racisme og anden diskriminering af minoritetsgrupper er der én oplevelse, der altid vender tilbage til mig; en oplevelse, der for alvor gjorde mig klar over, at der er situationer og problematikker, jeg aldrig har eller vil opleve på egen krop.


I november 2017 var jeg på en udveksling med mit franskhold i tre dage til Paris. Mit gymnasium havde et partnerskab med et relativt pænt lycée i den franske hovedstad. Vi fik at vide op til turen, at langt de fleste elever på det franske gymnasium var børn af ambassadører eller havde forældre i andre høje stillinger. Det var ikke noget, jeg havde skænket den store tanke, før vi trådte ind på skolen – for det var et gammelt etablissement, der nærmest emmede af klassisk fransk intellektualitet. En institution, hvor man hurtigt kunne føle sig lille.


Og her gik Newdeline dengang; min udvekslingspartner, som også var den eneste i sin klasse, der var sort. Newde boede i en forstad, banlieue, til Paris. Parisere ved straks, hvilken type nabolag man bor i, hvis man skal med et RER-metrotog, men for en uvidende dansker som mig, var det ikke så indlysende. Disse toge kører nemlig ud til de områder uden for den velkendte og polerede storby, ofte associeret med ballade og kriminalitet, hvor særligt indvandrerfamilier proppes i enorme og billigt byggede lejlighedskomplekser.


Newde boede i en lejlighed i et sådant kompleks med sine forældre og – hvis jeg husker rigtigt – fem søskende; to ældre, tre yngre. Selve lejligheden bestod af få meget små og smalle rum. Det billige byggemateriale, som også var grundlaget for selve boligens eksistens, kom til syne i det ujævne gulv og de mange mærker i væggene. Badet virkede ikke, og jeg fik et indtryk af, at det var længe siden, at det havde gjort det, men med et træk på skulderen og et smil, der virkede forlegent og genert på samme tid, forklarede Newde mig, at jeg kunne bruge en spand og vandet fra hanen til at vaske mig med – og at jeg endelig skulle sige til, hvis der var det mindste.


Om morgenen med spandens kølige vand mod min hud og mit ansigt blev jeg ikke alene vækket fra nattens søvn, men også påmindet om mine privilegier; men hverken Newde eller hendes familie ønskede, at jeg på noget tidspunkt skulle føle mig utryg eller anderledes hos dem. Midt i det, der ved første øjekast hurtigt kunne virke som et kaos, havde denne lille familie sit eget kosmos.


Det fremgik tydeligt i de ældre søskendes adfærd, at de var vant til at tage sig af de yngre. Særligt husker jeg den betænksomhed og omhyggelighed, der altid var til stede i rummet, når Newdes storesøster trådte ind og passede samt sørgede for de mindste søskende, alt imens hun også ville sikre sig, at jeg havde det godt og var tryg.


Men det, der nok rørte mig allermest, var den optimisme og det håb, som stod malet i forældrenes ansigter, når det gjaldt deres børns fremtid. Men hvis man kiggede lidt dybere ind i deres øjne, ville man også svagt kunne skimte mange års slid og afkræftelse. Det fik mig til at tænke på, hvilke situationer, hvilket had og hvilken uretfærdig behandling familien er og med stor sandsynlighed fortsat udsættes for. Men på trods af den svage antydning af udmattelse stod håbet stadig stærkest; Newdes forældre troede på deres børn. At de vil kunne bryde den onde cirkel og skabe deres egne liv. Newdes plads på gymnasiet blandt bedre stillede elever var på sin vis et symbol på det håb, forældrene havde. Jeg vil aldrig glemme den medmenneskelighed og den betænksomhed, min værtsfamilie mødte mig med. De ønskede alle at give mig den bedste oplevelse med de midler, de havde.


Det er på tide, at vi med privilegier erkender vores blinde vinkler og indser, at blot fordi der er situationer og problematikker, vi er afskåret fra, så er de ikke ligegyldige – faktisk tværtimod. Vi har et stort ansvar. Det er på tide, at vi viser os som allierede og støtter dem, der har brug for det. Det er på tide, at solidariteten får sit indpas.


Jeg dedikerer dette essay til Newdeline og hendes familie.


Je vous dois le plus grand merci. Vous aurez toujours mon soutien profond.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle