SAMFUNDET ER INDRETTET EFTER DEM, SOM TALER





Af Christine Fast Lisby | 16. december 2019 | essay



Vores samfund er bygget op om at tale. Vi værner om vores ytringsfrihed, hvor alle må sige, hvad de vil, og om vores demokrati, hvor vores stemmer bliver hørt, og vores sager bliver talt. Talestrømmen flyder rundt blandt os, og det er et stort privilegium at bo et sted, som ikke sætter dæmninger for den; et sted hvor alle har ret til at tale og blive hørt. Men det er ikke alle, der ønsker eller føler, at de kan være med til at tale - for eksempel af frygt for at blive dømt. Så bliver problemet, at talestrømmen drukner de stemmer, der ikke er de hurtigste til at række hånden i vejret, eller dem, der ikke får stukket en mikrofon i ansigtet af ivrige journalister. Vi lader os rive med af talestrømmen, forført af dem, der taler. Og det er sådan vi indretter samfundet: efter dem, der tør tale.


Hvordan indrettes samfundet så? Det gør det ved, at det vi taler om, også er det, der fastsætter vores normer i samfundet: de uskrevne regler for, hvad man bør og ikke bør gøre, sige eller føle. I klasseværelset er det dem, der rækker hånden op i timen, der får de gode, mundtlige standpunktskarakterer. De får ordet, men de får også indflydelse på, hvordan undervisningen foregår og tilrettelægges. Selvom alle elever har retten til at række hånden op, er det ikke ensbetydende med, at alle gør det. Det kan være grænseoverskridende for mange at sige noget ’forkert’ eller italesætte, at der er noget på tavlen, de ikke forstår. Måske sidder der mange andre elever med selv samme følelse. Men en hel klasse kan i princippet sidde og føle sig ’dumme’ og alene om ikke at forstå undervisningen, så længe den ene person, der forstår undervisningen, også er den, der tør række hånden op.





Visuelt af Iben Gad



Det gør sig ikke kun gældende i klasseværelset, men i mange afskygninger af samfundet. I politik er det de politikere, der får mest taletid i medierne eller i partilederrunden, som løber med magten. På de sociale medier er det dem, der tør tale i kommentarsporet, der tegner vores billede af den offentlige debat og holdning. Når vi taler om indvandring har vi mere travlt med at tale om indvandrere, frem for at tale med indvandrere. Deres stemmer drukner i talestrømmen fra højtråbende mennesker, som er mere interesseret i at blive hørt frem for at lytte og forstå. Vi går glip af nogle vigtige nuancer, når vi kun lytter til dem, der råber højest. Men er det så ”de tomme tønder, der buldrer højst”? Skal vi tysse på dem, der taler? Selvfølgelig ikke. Tværtimod vil jeg argumentere for, at det er ved at tale, at man er med til at indrette samfundet. Vi skal have flere til at tale! Jo flere, der taler, jo mere fortyndes vores normer og tabuer. Jo færre mennesker er nødt til at Google deres tvivl og spørgsmål, af frygt for at lyde dumme ved at sige det højt. I sidste ende bliver vores forståelse af samfundet mere nuanceret og rummelig.


#MeToo bevægelsen er et eksempel på vigtigheden ved at bryde tavsheden og tale om tabuiserede emner som seksuelle overgreb og krænkelser. Bevægelsen skabte en sneboldeffekt, hvor flere og flere seksuelle overgreb kom frem i lyset i takt med, at flere og flere ofre følte, at det endelig var acceptabelt at italesætte det. Det har som resultat givet omverden en større indsigt i, fokus på, og erkendelse af problemet med seksuelle overgreb og dets omfang. Desværre er debatten herhjemme blevet forvrænget til at fokusere på mænd som ofre for falske beskyldninger og deres nye, begrænsede handle- og ytringsfrihed over for kvinder. Dertil har der været en tendens til, at de personer, der står frem, er blevet mødt med mistro og udskamning. Med andre ord gør man nar af dem, der står frem. Og så er vi på mange måder tilbage i klasseværelset, hvor den, der rækker hånden op og siger, at hun ikke forstår det, der står på tavlen, også er den, som klassekammeraterne kalder for dum.


Men hvordan får vi alle til at tale? Hvordan skaber vi et samfund, hvor der ikke kun er plads til dem, der råber højst? Jeg tror, at vi skal lade stilheden komme til orde i sin egen form. At stilhed ikke nødvendigvis er et udtryk for passivt samtykke, men at vi har forståelse for, at der kan være flere grunde til, at man ikke taler. Fordi man ikke tør, fordi man ikke bliver givet taletid, eller fordi man ikke ved, hvordan man skal italesætte noget bestemt. Uanset hvad, er stilhed et fravalg af at tale. Ligesom dét at stemme blankt til et valg også er et udtryk i sig selv - en utilfredshed med status quo, et mangel på bedre alternativer eller på tilstrækkelig information. Ved også at lytte til stilheden som en stemme, bliver vi mere opmærksomme på, at det ikke bare er dem der taler, som taler på alle andres vegne, og så indretter vi et samfund, der favner bredere.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle