selma montgomerys tale til operation klimahandling





Af Selma Montgomery | 5. februar 2020 | tale OK



Forestil dig, at du er vicevært i et lejlighedskompleks.


Du bliver ved med at klager over den her ubehagelige lugt fra stueetagen. Du går ned og tjekker efter og med det samme kan du mærke lugten der hiver i dine næsebor. Den stammer fra en stor, mørk og fugtig mugplet, der midt på væggen.


Du får nogle fagfolk ud for at undersøge pletten, og de fortæller dig, at det ikke står heltgodt til. Mugpletten har fået lov til at vokse, måske grundet tidligere viceværtersforsømmelse, og dens mugtråde har nu spredt sig til næsten alle etager i bygningen. Resten af husets beboere får også nys om fagfolkenes bedømmelse, og de vender sig straks til dig,der I kraft af dit hverv som vicevært, har magten til at stille noget reelt op mod pletten.


Du er i vildrede. For selvom det rigtige ville være at sætte ind med alle kræfter for at stoppemuggen der stille men sikkert æder dit hus, før den har spredt sig så meget, at den vil væreumulig at stoppe, så er du inderst inde også kommet til en anden erkendelse, en erkendelse som dit bevidste jeg måske ikke helt vil anerkende. En erkendelse af, at at stoppe mugpletten ville kræve gennemgribende renoveringer af alle husets etager. En renovering,der ville påvirke alle husets beboere. Kræve noget af alle husets beboere. Og du er bange forbeboernes vrede, når de finder ud af, at hele deres lejligheder ville skulle omrokeres. Du frygter, at det ville gøre dig upopulær i deres øjne, og at beboerne måske endda kunne finde på at ansætte en ny vicevært.


Du lader dig styre af din ubevidste frygt, så i stedet for at gøre det der kræves, overklistre du bare med mugpletten med noget nyt tapet. Og når beboerne kommer for at tjekke op på mug pletten peger du bare på væggen med det nye tapet, smiler stolt og siger “se, jeg harfikset det”. Og beboerne tror på dig, fordi de ønsker så højt, at det du siger et sandt. Til sidst har du måske også overbevist sig selv om, at problemet er løst. Du kan nu fortsætte med ting, der har lidt højere prioritering på din egen personlige to-do liste.


Det her en forenklet metafor for Mettes håndtering af klimakrisen. Hun behandlerklimakrisen som et lille irritationsmoment, det sætter pletter på hendes ellers pletfrievisioner for Danmark . Ikke som den altoverskyggende krise den er.





Visuelt: Theresa Brammer Klinkby



F.eks sagde hun til Ritzau at, at “​mange unge kan nu se, at løsningen af klimaspørgsmåletligger hos politikerne på Christiansborg.​” I så fald har hun i hvert fald overvurderet voressynssans, for alt hvad vi har set indtil videre, er en, relativ fordrukken, klimalov. Måske har vioverset hendes endelige løsningsforslag, men hvis klimaloven er hendes definition på enløsning, løsningen på et problem så katastrofalt og gennemgribende som klimakrisen, så erdet vist hende der er blind for katastrofens omfang. Og så mangler hun godt nok et ​realitycheck​, når det kommer til den krise, hun forsøger at løse.


Børnenes statsminister.


Det er det nye label Mette Frederiksen har puttet på sig selv. Men hvad dækker den titelegentlig over? Ja, hun siger det rent faktisk selv. En børnenes Statsminister er en der altid er på børnenes side. En der entydigt tager børnenes parti. Ikke de voksnes, men børnenes.


Det er på en eller anden måde så ironisk. Så dobbeltmoralsk. For hvis der er noget hun ikke er, så er det børnenes statsminister. Min statsminister. Hvis der er noget hun ikke kæmper,så er det en kamp for os. For vores fremtid, og en ret på denne her jord.


Jeg tror, at hun bruger den titel til at dække over dit kæmpe svigt. Det kæmpe svigt det er at sidde med næsten alle kortene på hånden, men stadigvæk nægte at bruge dem.


Jeg tror ikke at hun svigter med vilje. Jeg tror ikke at hun direkte har fravalgt os. Men hun har heller ikke aktivt tilvalgt os. Og det er dér det sande svigt ligger.


Men hvad kræver det egentligt at være en reel børnenes statsminister? Det er nu du skallytte godt efter, Mette.


For det første handler det om at anerkende den krise vi står i.


Klimakrisen er en den største krise i menneskehedens historie.


Og den grønne omstilling der er brug for, for at bidrage til løsningen af den handler ikke ombare at skrue på et par knapper hist og pist. Det er en radikal og gennemgribende ændringaf vores samfund.


Klimakrisen er ikke bare nogle få tal der skal gå ned. Klimakrisens spind er overalt. Denstråde er i vores økonomi, vores industri, vores demokrati, vores interaktioner, voreshverdagsliv, ja selve vores måde at være til på.


Hvis man ikke erkender de fulde konsekvenser at den krise man står I, hvordan skal man sånogensinde kunne løse den?


For det andet handler det om at tage ansvar.


For er jo egentligt også et spørgsmål om ansvar. Ellere rettere sagt: manglen derpå. For nårdu, Mette, bliver ved med at give os skulderklap på skulderklap, så ligger du med hvert klapendnu et kilo af ansvar på vores skuldre. Når du roser, i stedet for at handle, fratager du digselv ansvaret.


Vi gider ikke have dine skulderklap. Ja vi er stærke, det ved vi godt. Men det her handler ikkebare om nogen unge, der bruger deres demokratiske ret i samfundet, og skal have et skulderklap, for "det er jo præcist de unge samfundsborgere vi ønsker at se". Det handlerom unge mennesker der desperat kæmper for deres fremtid. Og det er ikke positivt. Det erdybt, dybt tragisk. For du siger det jo selv i din nytårstale: Børn skal ikke bære de voksnesansvar på deres små skuldre.


Så stop med at klappe af os. Kæmp med os.


For det tredje handler handler det om mod.


Du har et valg, Mette. Du får lov til at vælge hvad historiebøgerne skriver om dig. Hvordanfremtidige generationer husker og dømmer dig.


Var du statsministeren, der for en gangs skyld gjorde hvad der krævede, ikke fordi det varnemt, men fordi du havde modet til at indse, at du ikke havde noget andet valg. Eller var dustatsministeren, der lod sig styre af sin frygt for at gøre op med det etablerede, aldrig gavDanmarks børn og fremtidens børn den handling der var så desperat brug for.


Det kræver mod at prioritere mennesker over profit.


Det kræver mod, altid at være på vores, børnenes, side.


Det kræver mod at kæmpe en kamp for fremtidens generationer. Men jeg har brug for, atdu finder det mod frem. Gør klimakampen til DIN kamp. For det er din, min og jeres kamp.Det er vores kamp.


Hvis du rent faktisk vil være “børnenes statsminister”, så skal du sætte handling bag ordene,og give os verdens mest ambitiøse klimahandling. Nu.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle