Som at vaske mug af væggen





Tekst af Selma Montgomery & Esther Michelsen Kjeldahl
| Illustration af Alf | 6. april 2020 | essay



Forestil dig, at du bor i et hus. Du har ikke valgt, at det lige var dét hus, du skulle ende med at bo i. Du kunne lige så godt have boet på en helt anden måde, havde fortidens begivenheder udfoldet sig anderledes. Huset overtog du fra nogle andre, der selv havde overtaget det fra nogle før dem. Derfor har du heller ikke haft indflydelse på, hvordan huset blev bygget i sin tid, hverken på materialerne, fundamentet eller rummenes størrelse.


Hver gang du træder ind i huset, bemærker du en svagt sødlig lugt. En sødlig lugt af råddenskab, der river i dine trimmede næsebor. Den plejer dog kun at være decideret ubehagelig den første halve time, indtil du har vænnet dig til den. Du ved godt, den kommer et eller andet sted fra, og at det nok ikke er et helt godt tegn. Du tænker hver gang, lugten møder dig, at du nok burde gøre et eller andet. Men den tanke skubber du om i baghovedet, til det sted helt bagerst, hvor alle dine lyssky, men meget alvorlige bekymringer bliver gemt af vejen.


Engang imellem vokser der fugtige, mørke, ildelugtende pletter frem i hjørnerne. I starten viste de sig kun engang imellem, men som tiden går, kommer de hyppigere og hyppigere. Du vasker dem nogle gange af med sæbevand. Når du er utålmodig, bruger du kemikalier. De fleste af dine gæster lader som ingenting. Men der er den ene person, der altid skal nævne, at det er meget, meget alvorligt med de pletter. At du ikke kan se dem som adskilte, mørke irritationsmomenter i din dagligdag, men at de er dybt forbundne og knyttet til en fælles årsag: husets rådne fundament.





Den her person irriterer dig. For inderst inde ved du godt, at det er dumt at skrubbe dem væk, når årsagen til at dit hus stinker og at pletterne melder deres uønskede ankomst er, at fundamentet er råddent. Pilråddent.


Du kan ikke rigtig flytte fra huset, men du tænker heller ikke at det er nødvendigt. For du har jo fundet en effektiv metode til at vaske pletterne væk. Du har gjort hvad der var nødvendigt her og nu, og ude af syn er som bekendt ude af sind. Men den sødlige lugt kvæler dig langsomt. Den påvirker dine lunger, dit hjerte, din kreativitet, ja hele din livskvalitet.


Træd tilbage. Du har måske allerede gættet det. Men huset med den sødlige lugt er det perfekte billede på vores samfund. Mugpletterne symboliserer de mange kriser, vi konstant bliver mindet om, men som alle er symptomer på et fundament der er gennemsyret af råddenskab. Den lettere overfladiske måde at håndtere mugpletterne - at vaske dem væk én for én - svarer til den måde, vi håndterer de globale kriser, der pibler frem overalt. Vi bilder os selv og hinanden ind, at de er adskilte fænomener, der bare skal poleres lige præcis så meget, at de ikke går i vores synsfelt. Nogle skrubber blidt, andre indtil neglene bløder. Måske er du succesfuld i dit formål, og formår at få skrubbe mugpletten væk. Godt gået. En medalje til dig. Men lige lidt hjælper det i det store billede. For du har jo ikke elimineret truslen - du har bare udskudt deadlinen for reel stillingtagen.


Den største, mest stinkende, ildelugtende og altopslugende af alle mugpletterne er klimakrisen. Den der ene irriterende person gør lige præcis det, som den globale klimabevægelse forsøger: at advare om, at problemet ligger meget dybere end blot at investere i grøn teknologi, hænge en verdensmålsplakat op på dit kontor, indføre en enkelt kødfri dag om ugen derhjemme og fastgøre din finpolerede, farvestrålende verdensmålsbadge til dit ellers så mørke jakkesæt. Det er tid til at tage en dyb indånding, lytte til din irriterende ven og følge lugten helt ned i kælderen.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle