tør at stå stille





Tekst af Anna Christensen | Illustration af Malene Bille | 23. april 2020 | essay



Ingen lyde er at høre udover fuglenes sang. Jeg kigger ud ad vinduet på mit værelse. Jeg ser solens stråler danse på tagene udenfor. Alt derude gik i stå for nogle uger siden, men det samme har ikke gjort sig gældende for tankerne indeni; de udfolder, forgrener og formerer sig. Jeg har morgenhår og sidder med min morgenmad og morgenkaffe, idet jeg tænder morgenradioen og begynder at læse min morgenavis – jeg omringer mig med alle de ting, man kan tilføje ”morgen” foran – som en form for nødråb om en døgnrytme. For en rytme i dagligdagen betyder, at der sker noget, at man er produktiv


Jeg higer efter produktivitet, efter at kunne gøre nytte et sted. For det værste man kan være er doven. Jeg refresher nyhedsmedier, refresher Facebook, refresher min mail, refresher Instagram, for så at vende tilbage til at refreshe nyhederne igen, efterfulgt af Instagram på ny. ”Hvorfor kan jeg ikke anvende situationen til at forbedre mig? Gøre mig nyttig? Skabe fremdrift – jeg kan ikke stå stille” hører jeg mig selv sige indeni (og somme tider også ud i rummet). Alt skal være kalkuleret – ja, velovervejet – til det sidste. Intet må være overladt til ligegyldighed – ingen tid må spildes.


Jeg vågner tit om natten; godt nok ikke badet i sved efter et gruopvækkende mareridt, men med en altoverskyggende følelse af afmagt, jeg ikke kan ryste af mig. I nattens mørke, såvel som i dagens solbeskinnede timer kan tankerne også nå ud til venner, familie og fjerne relationer; storesøsteren, der kan risikere ikke at få den tildelte Ph.d.-plads i New York alligevel, mine franske venner, bosat i en alpeby nær Schweiz, der er nødt til at bede myndighederne om lov, før de kan gå ud. Jeg tænker på min farmor, hvis tilværelse nærmest allerede kunne beskrives som social isolation, før krisen ramte. Og så tænker jeg på særligt to gode veninder; hende, der knapt nåede at starte på studiet, inden institutionerne lukkede (og hvis forældre begge er inden for sundhedsvæsenet), men også hende fra Sverige, der oplever en hel anden tackling af verdenssituationen. Men med alle disse forskelligartede skæbner kan jeg indse, at vi alle er forbundne trods geografien og distancen.





Herefter transformerer tankerne sig. Jeg ender med at reflektere over, hvor skrøbelig den måde, vores samfund er indrettet på, i virkeligheden har vist sig at være; når alt vi kender, alt det, vi skal nå, er væk, efterlades vi tilbage i en tilstand af frygt og panik. En kæp er blevet sat i hjulet på det evigt konkurrencehungrende samfund, som vi ellers har taget til os – nærmest ædt råt.


I disse dage kan jeg heller ikke undlade at bemærke, hvordan naturen bruger sin stemme; solen bryster sig med sine stråler, luftforureningen falder i storbyerne verden over, dyr træder frem fra krattet og bierne vender tilbage – men alt dette sker ikke for os. Naturen gør det for sig selv. Fordi den nu har roen til det. Måske er denne tid oplagt til at reflektere over, hvad vi reelt kan styre, og hvad vi bestemt ikke kan.


En af de mest naturlige følelser er frygten; den er et urinstinkt hos dyr såvel som mennesker, da den sørgede for, at vi i naturen ville overleve. Når frygten nu viser sig for os, idet vores almene daglige rutiner er borte, vidner det om, at samfundets efterspurgte omstillingsparathed er hul. For er den konstante søgen efter produktivitet og det velkendte høje tempo virkelig et udtryk for et fleksibelt sind? Giv dig selv lov til at føle, giv dig selv lov til at stå stille. Jeg vil fortsætte med at kigge ud ad mit vindue lidt endnu.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle