TURIST-KONTRAKTEN





Tekst af Christine Fast Lisby | onsdag 3. juni 2020 | yellow bean essay





privat foto



Det ser autentisk ud: den peruvianske kvinde i sit traditionelle tøj, på Cuscos gamle, fine stentrapper og - for at det ikke skal være løgn - to babyalpakaer ved sin side. Essensen af Peru samlet på ét billede. Og dér sidder jeg. Vi smiler til hinanden, som om vi deler en indforstået hemmelighed. En hemmelighed, der siger: vi forstår hinanden. Og det gør vi såmænd også. Hun forstår, at jeg skal bevise mit autentiske møde med hendes kultur; hun forstår, at jeg skal bruge et instagram-billede med peruvianske hatte og babyalpakaer som rekvisitter. Jeg forstår, at hun skal bruge nogle sol - peruvianske penge. Det er hele grunden til, at hun er hevet i sine spraglede klæder, taget sin datter og babyalpakaer under armen og placeret sig på stentrappen, 200 meter nede af bakken fra det hostel, jeg bor på. 


…og det var jo egentlig ikke planen, at jeg skulle have taget sådan et billede. Jeg plejer at krumme tæer over opstillede scenarier, som turister falder i med begge ben. Men så tilbyder hun et billede, og der står en anden turist, der kan tage det, og før jeg ved af det, sidder jeg akavet og kigger damen i øjnene og forsøger at gemme den flamenco-kop med kaffe i, som jeg havde med fra hostellet. Det er så langt fra autentisk, som noget bliver. 



Igennem en selvransagelse af mine sabbatår må jeg indse, hvordan jeg selv er en del af et problem, jeg forsøger at bekæmpe: problemet med, at man som vestlig turist ser og dømmer andre lande ud fra sit eget lands vestlige standarder. 


Jeg har haft tre sabbatår, hvor jeg næsten ikke har været hjemme: Jeg var volontør i Tanzania, sejlede rundt på Atlanterhavet, backpackede gennem Asien og New Zealand og arbejdede i Australien. Efter et højskoleophold arbejdede jeg i Østrig på et skihotel og tog derefter på en rygsækrejse rundt i Sydamerika. At rejse og møde nye kulturer er på den måde blevet en del af min identitet. Og det er et hårdt slag for den, hvis jeg skal erkende, at den er skadelig for de kulturer, jeg interesserer mig så meget for. 


Men jeg føler, at min rolle som rejsende bliver skadelig, når jeg begynder at sammenligne det land, jeg befinder mig i, med hvordan vi gør tingene hjemme i Danmark. Når jeg dømmer et land i forhold til Danmark og ikke oplever det ud fra sine egne præmisser. Jeg har taget mig selv i at brokke mig over, hvorfor de ikke forstår engelsk i Colombia, i stedet for at kaste mig ud i det spanske sprog. Jeg har sukket dybt over skodbusser i Nepal og forsinkelser og dårlige veje i Tanzania. Jeg har klaget over ensformig mad og klamme toiletter i Bolivia. Surmulet over støj fra gaden eller fra udpinte ghettoblastere i Indonesien. Følt mig snydt over forhøjede turistpriser og mærkelige valutaer og irriteret afvist mennesker, der har forsøgt at sælge mig selfiesticks og køleskabsmagneter i Vietnam. 


Jeg kan godt høre det - jeg lyder som en pessimistisk type, der bare skulle være blevet hjemme. Men sådan tror jeg ikke, at tingene hænger sammen. Jeg tror, at det er normalt, at man kan komme til at savne sin base efter at være blevet overstimuleret af kulturchok og indtryk. Som bekendt er ude godt, men hjemme bedst, og det er når hjemme virker længst væk, at vi begynder at se os sure på alt det, der ikke er det samme som derhjemme. Men det er her, at vi som rejsende har et ansvar. Ansvaret for, at vi ikke begynder at dømme og definere andre lande ud fra vores eget land, men at vi tilpasser os andres præmisser, når vi er gæster i andre lande.


Det virker måske meget åbenlyst, men er i virkeligheden sværere end som så. For hvor meget er man egentlig i kontakt med det land, man rejser i? For mit vedkommende har det oftest været andre backpackere, som jeg har omgås med; det er dem, jeg har boet sammen med og dem, der har fortalt mig om de steder, der var ”værd” at besøge. På mine rejser kan jeg godt komme til at leve i en ’backpacker-boble’. Ikke fordi jeg ikke vil i kontakt med de lokale, men fordi den ikke er ligeså lettilgængelig. Det er et eksempel på, hvordan vi indgår i en slags turist-kontrakt: Der er skabt en forventning om, hvad turister vil have, og det er det, de lokale udbyder. Det bliver ikke et autentisk møde mellem kulturer, men i stedet en måde at fremstille sin kultur på, sådan som vesten gerne vil have den serveret. Turist-kontrakten er et billede på, at det er politisk at rejse. Som vestlig er jeg i en mere magtfuld position, hvor jeg kan rejse til Peru, hvis jeg vil, mens den peruvianske kvinde på trappen ikke har samme mulighed for at rejse til Danmark. Problematikken går altså ikke begge veje, og den vil blive ved med at være ensidig, så længe det ikke er alle, der kan rejse frit; så længe grænserne ikke er åbne for alle.


Som turister er vi nødt til at se andre lande ud fra deres egne præmisser og ikke sammenligne dem med, hvordan tingene foregår i vesten. For den bagvedliggende problematik er, at når vi sammenligner med vesten, gør vi det ud fra idéen om, at vesten har den rigtige måde at gøre tingene på. På den måde bliver vesten fremstillet som en overlegen civilisation, når den i virkeligheden bare er den velkendte civilisation for en vestlig rejsende. Det er denne forskel, der er ligeså vigtig at huske at have med i rygsækken på den næste rejse, som vores rødbedefarvede pas.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle