VREDEN HAR BRUG FOR BEGIVENHEDER





Tekst af Mads Thunestvedt | Illustration af Iben Gad | 15. juni 2020 | yellow bean klumme




Jeg startede egentlig klummen med at skrive “verden har brug for begivenheder”, men en lille tastefejl, et lille e puttet rundt med et lille r, vendte min oprindelige idé på hovedet, så verden blev erstattet af vreden. For verden har i sagens natur ikke brug for flere begivenheder. Tværtimod står vi lige nu i en syndflod af begivenheder, der med næsten bibelske dimensioner fremkalder de syv dødssynder, som var det et stykke samtidskritik skrevet under den nuværende pandemi. Klimakatastrofen er frådseri og vellyst, raceopgøret er dannet fra hvide generationers hovmod, dovenskab og griskhed, og er der noget som sociale mediers indtog i vores liv har skabt er det misundelse. Misundelse og en ustoppelig kamp for ‘likes’.


Og tilbage står vreden. Vreden som en konsekvens af de andre synder. Og den vrede kan bruges konstruktiv mod en verden, der bevæger sig mod første stadie af Dantes Guddommelige Komedie, hvor de syv dødssynder først beskrives. For i vreden findes der en kraft, der kan inspirere og muliggøre forandring til et mere retfærdigt samfund. Men vreden skal have en årsag, en begivenhed. Og den begivenhed blev George Floyds drab, på samme måde som Mohamed Bouazizi blev årsagen, der antændte Det Arabiske Forår tilbage i december 2010.





Her står vi så med et problematisk sammentræf. For begivenheder kræver opmærksomhed, og opmærksom tildeles oftest dem som øjnene og kameraet peger på. Når skuespilleren Will Smith derfor udtaler at “racismen ikke bliver værre, den bliver bare filmet”, åbner det et mulighedsrum for at andre ting bliver filmet og dermed gjort til en begivenhed, der kræver verdens og vredens opmærksomhed. Det var det der skete efter billederne af George Floyd, hvor lignende billeder fra konflikter verden over blev delt med hjerteskærende eksempler på politivold og magtmisbrug. På den måde gav George Floyd også opmærksomhed til Israels systematiske vold mod palæstinensere, Marokkos ligeså systematiske undertrykkelse af Vestsahara eller at slavehandlen er i fuld flor i Libyen et par hundrede kilometer syd fra EU’s ydre grænser.


Problemet heri består dog ved at opmærksomhed i stigende grad skævvrides i et amerikansk perspektiv, således at al vrede tager udgangspunkt i hvad der kommer fra USA, og ikke i en global solidaritet, hvor mennesker tildeles lige meget værdi. Derfor kan man efterhånden lidt groft argumentere at vrede og dertil forandring først efterleves hvis det er sket i USA, og omskrive det gamle filosofiske spørgsmål, om at “hvis ingen hører træet vælte i skoven, har der så været et højt brag?” til “hvis ikke det sker i USA, sker der så overhovedet noget?”.


Af den grund er det vigtig at gøre opgør i uligheden i opmærksomhed, og huske at Black Lives Matter og den strukturelle racisme ikke blot er et amerikansk fænomen, men et globalt fænomen, hvor hudfarven stadig er afgørende for ens livsmuligheder. Det er på sin vis også det som Black Lives Matter går ud. At vende kameraet, opmærksomheden, øjnene hen på de mennesker, som den sorte forfatter Ralph Ellison har kaldt “de usynlige”.



find os på diverse sociale medier





+45 31 52 31 21



yellowbeanmag@gmail.com

yellow bean er norm- og systemkritik om alt - til alle